1. august 2015
Kommentar på
Facebook, hvor journalist giver grønt lys til skud, udløser vrede. Journalisten
mister licens.
En tidspresset britisk
journalist var på jagt efter "gode billeder" fra den blodige krig i
det østlige Ukraine, og derfor opfordrede hun prorussiske separatister til at
skyde mod regeringssoldater i Lugansk.
Nu har myndighederne
i landet besluttet at inddrage hendes arbejdstilladelse, fortæller en
talskvinde for landets sikkerhedstjeneste, Olena Hitljanska, til nyhedsbureauet
Interfax.
Det er en
Facebook-besked, som koster Kitty Logan tilladelsen til at rapportere fra
landet, skriver avisen Kyiv Post.
Hitljanska siger, at
den britiske journalist har mistet sin akkreditering på grund af "hensyn
til den nationale sikkerhed".
På det sociale
netværk beskriver Logan, som har freelanceopgaver for det tyske medie Deutsche
Welle, hvordan hun - efter flere opfordringer - fik separatisterne til at
affyre skud mod ukrainske soldater i provinsen Lugansk.
Hun skriver blandt
andet, at hun tidligere var vendt hjem fra fronten med billeder af kæledyr, så
nu forsøgte hun "igen at dokumentere krænkelser af våbenhvilen".
- Skal jeg skyde på
dem, så du får nogle billeder, spørger oprørssoldaten ifølge Logan.
"OK, hvorfor
ikke," svarer journalisten ifølge sin beskrivelse på Facebook, efter at
hun har konstateret, at "deadline nærmer sig".
Den britiske
journalist har senere skrevet på Twitter:
- Jeg er journalist
med et neutralt udgangspunkt. Jeg har aldrig, og jeg kommer heller aldrig til
at bede nogen om at skyde - andet end billeder.
Både i Ukraine og i
udlandet har beskeden på Facebook udløst vrede og skarp kritik.
Flere knytter i deres
kommentarer journalisten til Sky News, men mediets udlandsredaktør skriver på
Twitter, at "Logan hverken arbejder eller har arbejdet for Sky News".
/ritzau/