20. maj 2017
Propaganda og
manipulation forbliver i sproget og i hukommelsen i årtier. Sovjetunionen
efterlod en frugtbar jord, hvorfra det var let for Rusland at fortsætte med at
udøve sin imperialisme over naboerne. I Vesten mangler man modstandskraft og
forestillingsevne til at indse, at Rusland er en ekspansionistisk magt.
Finsk-estiske Sofi Oksanen skriver om at leve i Ruslands skygge.
I mine skoleår hang
der på væggene i vores klasseværelse et landkort, hvor de finske grænser var
tegnet klart op, som også Sovjetunionens var det. Estlands grænser så man
derimod forgæves efter på dette kort. Et land, der ikke er markeret på et kort,
er i øvrigt et land, der ikke findes, uanset hvad årsagen til dets fravær måtte
være.
Det er svært at tale
om en sådan nation med mennesker, der ikke kender til den, og det er endnu
sværere at tale om de uretfærdigheder og trusler, som dette lands beboere har
måttet udholde.
Det er svært at
bevise eksistensen af en sådan nation, når den ikke engang kan udpeges på et
kort, der hænger på væggen i et klasseværelse, ikke er trykt i nogen
geografilærebog eller avis, og når end ikke dets flag kan vises. Landkort
efterlader stærke, visuelle aftryk i hukommelsen, der kan holde i lang tid.
Samme slags kort
blev brugt i vores nabolande og i Sovjetunionen – den slags, der ikke
indbefattede Estland eller de øvrige baltiske lande. Jeg husker min forvirring,
da vores geografiærer midt i 1990’erne begyndte at tegne nye grænser i de
gamle lærebøger, som vi stadig brugte, og bad eleverne om at gøre det samme.
Finske unge var
udmærket klar over, at de baltiske lande havde opnået afhængighed, men det
vakte ikke større interesse, da vi også blev bedt om at gentegne grænserne i
Balkanlandene, selv om vi aldrig før i vores skoletid havde oplevet at skulle
korrigere vores lærebøger på den måde.
Vores mangel på
begejstring skyldtes, at vi skulle lære nye og komplicerede navne, men ikke fik
at vide, hvorfor vi skulle lære disse nye grænser at kende og vide hvordan de
var blevet til. Dette skyldtes igen, at Jugoslavien i vores skoletid i Finland
blev set igennem et sovjetprisme.
Jugoslavien havde
været et klart og simpelt koncept for studerende, men ingen havde gjort sig
forestillinger om nye lande, og der var heller ikke nogen, der forstod sig på
krigen eller klart kunne identificere dens aggressorer. Uden sådanne
forestillinger er det svært at lære og huske.
Det forhold, at det
var geografilæreren selv, der tog iniativet til at omtegne grænserne, vakte
livlig debat: Geografitimerne var de eneste i min skoletid, hvor disse
spørgsmål blev diskuteret.
Jeg forestiller mig,
at der har været lignende reaktioner andre steder, og måske er det derfor, folk
stadig kan komme til at sammenblande Balkan og Baltikum. Dette sker hyppigere,
jo længere væk, man kommer, men det forekommer også i de nordiske lande.
Gentog sovjetisk
narrativ
Den sovjetiske
fortælling dominerede landkortene, men også skolebøgerne. Velkendte sovjetiske
fortællinger om, hvordan sovjethæren befriede de baltiske lande, og hvordan det
fredsbevarende Sovjetunionen ikke havde udkæmpet krige siden Anden Verdenskrig,
blev gentaget i de finske skolebøger i Finland.
Krigen i
Afghanistan, der skulle koste så mange liv, blev kun akkurat registreret som et
’problem’, hvorimod krigen i Vietnam blev indgående kritiseret.
Finlandiseringen af skolebøgerne blev især anskueliggjort i den måde, hvorpå
Sovjetunionen og USA blev præsenteret i bogserien Historien og os. Her
blev Sovjetunionen præsenteret med store diagrammer, der viste vækst i
industriproduktionen, mens USA blev præsenteret med diagrammer, der viste,
hvordan voldskriminaliteten voksede i de store byer.
USAs fattigdom,
narkotikaproblemer og andre skyggesider fik fyldig dækning, mens alt i
Sovjetunionen var smukt og blomstrende.
Nogle finner besøgte
Tallinn, Vyborg, Skt. Petersborg og Moskva og fik med egne øjne glimt af en
anden virkelighed. Nogle lærere formidlede andre opfattelser, der ikke var at
finde i de officielle bøger. En finsk bibliotekar indsamlede i al hemmeligheder
bøger i sit hjem, der var fjernet fra bibliotekslisten, fordi de blev set som
anti-sovjetiske og skulle ødelægges.
Jeg er sikker på, at
sådanne hemmelige hjemmebiblioteker havde deres andel af læsere.
Historier fortalt af
almindelige mennesker slog huller i Jerntæppet, men de fleste mennesker, der
boede i Vesten, havde aldrig virkelig set, hvad der virkelig lå bag den
sovjetiske propaganda. De tog til sig som sandheder, hvad de huskede fra
skolebøger, læste i avisen og så på tv.
De, der
klarede at komme ind i Sovjetunionen, så i reglen kun de steder, som
udenlandske øjne fik lov til at se, og boede på hoteller, der var beregnet til
udlændinge.
De vestlige landes
imperialisme blev imidlertid dækket grundigt i skolen. Ordet ’imperialisme’
blev aldrig forbundet med Sovjetunionen, ja, blev ikke engang forbundet med
Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud som i forbindelse med Bronzenatten
(uroligheder, der brød ud på etniske russeres intiativ i Talinn i 2007, da
myndighederne ville flytte en bronzestatue af en sovjetisk soldat til en ny
placering, red.) eller krigen i Georgien.
I stedet anvendes
udtryk såsom Ruslands eller Sovjetunionens ’indflydelsessfære’, der stadig findes
i de samme finske leksika og skolebøger, hvor de baltiske og østeuropæiske
lande undertiden betegnes som ’buffer-stater’.
Først for nylig i
forbindelse med krigen i Ukraine er medierne fra nogle vestlige lande begyndt
at bruge termer, der refererer til imperialisme, når de omtaler til Rusland.
Ordet er dukket op i ledere og i klummer, så der er typisk tale om en
subjektiv definition.
Det opfattes endnu
ikke som tilhørende faktabaseret sprogbrug eller en nyhedsformidlings neutrale
sprog. Alligevel er det en begyndelse.
Imperialisme kan kun
være vestlig
En af grundene til
Ruslands succes er præcis, at Vesten ikke er vant til at forbinde imperialisme
med Rusland, selv om Sovjetunionens rigdom baserede sig på stjålne
ejendomme og slavearbejde, og uanset at halvdelen af Europas lande var
sovjetiske kolonier i lang tid.
Den fremherskende
tænkning i Vesten var, at imperialisme havde at gøre med fortiden i USA og
Vesteuropa, og kolonier blev betragtet som landbesiddelser, der lå utroligt
langt væk og var forbundet med mennesker, hvis hudfarve ikke er hvid.
Sovjetunionens propaganda var derfor effektiv: Dets kulisser, der fremviste
USSR som vuggen for nationernes frivillige venskab, blev accepteret som sand.
Ved brug af klassisk
spiltaktik beskyldte Rusland i mange år USA for imperialismen , og sendte
meddelelser ad flere kanaler, der beskrev Sovjetiunonen med positive adjektiver
og derved søgte at eliminere al tvivl og tilløb til kritik.
Fordi begrebet om
imperialisme var så fokuseret på USA, kunne det samme ord ikke logisk bruges
til at beskrive Sovjetunionen. Igennem denne vedholdende indsats over lang tid
lykkedes det for Rusland at gøre de myter, det havde lanceret til støtte for
sin position, overbevisende og naturlige.
Mange tidligere
koloniherrestater har bevæget sig i stik modsat retning. Frankrig og
Storbritannien griber ikke længere ind i formningen af deres tidligere
koloniers historie. Deres eventuelle interventioner i deres koloniers
anliggender betragtes med skepsis og modvilje, medmindre det drejer sig om at
rette op på destruktive handlinger fra fortiden.
Takket være denne
udvikling har situationen for disse tidligere moderlande og situationen for
undertrykte folkegrupper ændret sig betydeligt. Postkolonialismen har
synliggjort magtstrukturer. Også kvindebevægelsen fortjener ros for denne
udvikling såvel som de racistiske aktivistbevægelser og den postkoloniale
bevidsthed om, at sprog er et redskab for magt, som påvirker virkeligheden.
Love er
utilstrækkelige – lighed kan ikke udvikle sig, hvis sprog skaber ulighed og
understøtter systemer, hvor de underkuedes stemme ikke kan høres.
Efter Sovjetunionens
sammenbrud, da tiden og den politiske situation ændrede sig, blev det
nødvendigt at udrydde sporene af den sovjetiske propaganda i Estland. Det var
nødvendigt at lære sig at bruge nye udtryk, som svarede til menneskers faktiske
erfaringer. Folk begyndte at diskutere den sovjetiske besættelse, deportationer
og massemord – begivenheder som ifølge den sovjetiske propaganda ikke har
fundet sted.
Vesten indførte ikke
i samme grad korrektiver til de sovjetiske fortællinger. De tidligere koloniale
imperier i Vesten var trådt i en historisk epoke med stor opmærksomhed på deres
udnyttelse af de tidligere kolonier. Dette blev dokumenteret, og det blev
diskuteret, hvorimod der aldrig på tilsvarende måde er blevet gjort op med den
sovjetiske fortælling.
Rusland, moderlandet
i det tidligere sovjetimperium, har endnu aldrig nået et niveau, hvor disse
fortællingers magt har kunnet brydes. Det modsatte er tilfældet. I et godt
stykke tid har Rusland forsøgt at forbyde de tidligere kolonier at skrive deres
egen historie og gjort det ved at videreføre fortællingen fra den sovjetiske
propaganda.
Dette indebærer
benægtelse af kendsgerninger som besættelse, deportationer og massemord. På
denne måde fremstilles de tidligere underordnedes fortsatte tilhørsforhold til
Ruslands såkaldte indflydelsessfære som noget naturligt. Målet er at bevare de
tidligere kolonier i et magthold, at skabe forvirring i Vesten og at modvirke
afsløringer og opmærksomhed omkring Ruslands krigsforbrydelser.
Ruslands
imperialisme er også forblevet ubemærket, fordi andre tidligere imperier som
Frankrig, Storbritannien og endda Belgien bevægede sig i en helt anden retning,
og ingen i Vesten kunne forestille sig, at et der kunne findes andre lande, som
ville foretrække ikke bevæge sig samme sted hen, men i stedet bevæge sig et
sted hen, som Vesten anser for for fortidigt, umoderne og forældet, hvilket
igen vidner om en mangel på fantasi.
Ifølge den
russisk-amerikanske redaktør og forfatter Masha Gessen er både Trumps og
Putins popularitet kommet som en total overraskelse for Vesten, fordi vi ikke
havde fantasi til at forestille os noget i den retning.
I årevis har Gessen
forsøgt at advare vestlige opinionsledere, redaktører og politikere mod den
trussel, som Putin og hans Rusland repræsenterer verden over. Og hun kan bakke
sine advarsler op med beviser. Putins handlinger og ord er præcis de samme, som
Gessen har talt om.
Samtidig har Putin
selv tilbudt Vesten yderligere materielle beviser. Journalister og aktivister
er blevet myrdet, ytringsfriheden indskrænkes, valgresultater nulstilles.
Alligevel kunne selv ikke russere tro på, at Putin skulle være så slem, som
Gessen hævdede.
Problemet var derfor
ikke i selv så meget mangel på materielle beviser, som selve det forhold, at
folk ikke kunne forestille sig den slags fremtid, som Gessen talte om. Der
kræves mere end logik for at få fakta og beviser til at føre mennesker til en
forståelse af, hvad der sker.
Der findes ikke film
om russisk kolonialisme
Det er derfor, at
evnen til at forestille sig, hvad fakta og materielle beviser betyder, bør
opmuntres og stimuleres. Fakta og beviser må understøttes med billeder, hvilket
igen bringer os tilbage til ord. Der må bruges udtryk, som folk både her og
andre steder allerede forstår.
Derfor er det
vigtigt at tale om kolonialisme og bruge det tilhørende ordforråd. Disse udtryk
frembringer følelsesmæssige reaktioner, der svarer til reflekser som dem, Rusland
bruger til psykologisk manipulation. Disse udtryk er relateret til negative
følelser, og derfor forsøger Rusland at holde dem væk fra de fortællinger, som
det har forbundet sig selv med, og gør dette med succes.
Krigen i Ukraine kom
som en overraskelse for Vesten, men Moskva havde forberedt sig på den siden Den
Orange Revolution. Kolonialismen var skjult bag en politik om påstået
beskyttelse af egne landsmænd, skjult bag en retorik om omsorg for rettigheder
for russisktalende og mennesker med russisk kulturbaggrund i grænselande.
Denne politik blev
udbredt med kampagner støttet fra Kreml, som også er kendt i Estland:
Sovjetnostalgien genskabes, og der manipuleres med dens politiske symboler.
Hvis Vesten havde lært sig at se Rusland som en koloniherrestat, ville alle
advarselsskilte have blinket.
Hvis Storbritannien
pludselig satte sig for genoprette og forherlige det britiske imperiums
herlighed i Irland, ville dette omgående udløse stærke internationale
reaktioner. Hvis uafhængige meningsmålinger pludselig skulle afsløre, at
tyskerne anser Hitler for at være den vigtigste figur i tysk historie, ville
den internationale offentlighed blive chokeret, og Tyskland ville med det samme
blive set som potentielt farligt.
Men Rusland har
handlet præcis sådan med hensyn til Stalin, nyhedsdækningen om dette fænomen
vinklede imidlertid mere på, at den nye stalintilbedelse var mærkværdig end på,
at den var forfærdelig, og ingen vrede fordømmelser fulgte.
Først og fremmest:
Ingen i Vesten troede, at sådanne regressive orienteringer kunne påvirke Vesten
selv. Det blev betragtet som kuriosa i et fjernt og ukendt land, og ingen
vidste, hvordan man skulle reagere med rettidig omhu på, at Rusland støtter den
største del af Europas radikale højrefløj.
Dette er et eksempel
på, hvor vidtrækkende effekten af propaganda og fremmanipulationen af en
psykologisk atmosfære kan være. Dens spor forbliver i sproget og i hukommelsen
i årtier. Sovjetunionen efterlod en frugtbar jord, hvorfra det var let for
Rusland at fortsætte med at udøve sin psykologiske indflydelse.
Fordi de sad fanget
i koldkrigstidens retorik, blev folk i Europa og USA forhindret i at se
Ruslands ekspansive aktiviteter for, hvad de var. Det blev glemt, at på samme
måde som Sovjetunionen var optaget af at fremme kommunisternes sag overalt,
ønsker Rusland i dag at dominere over verden.
I Vesten bliver der
ikke skrevet romaner om Ruslands indflydelsessfære og tanken om dets historiske
forrang for offentligheden. Der findes knap nok film om emnet, hvorimod der
findes mange film om kolonialisme, hvorfor det er lettere at blive fanget ind
af en fortælling, som er forbundet med kolonialisme og lettere at være empatisk
med denne kolonialismes ofre.
Det er lettere at
anerkende, at et land kan have forsvarsbehov, og derfor har idéen om national
forrang, indflydelsessfærer og bufferlande ikke samme odiøse
klang. Elementerne af undtrykkelse og økonomisk udnyttelse bliver overset,
selv om esterne udmærket ved, hvad verdens største dyr er. Det var den
estiske gris, hvis fødder og hoved var i Estland, under disken, og hvis krop
var på disken i Moskva.
Samme form for
undertrykkelse er ikke forbundet med forrang og bufferlande som med
kolonialismen, selv om f.eks. de finsk-ugriske folk er blevet holdt i et
jerngreb af Rusland, fordi de tilfældigvis lever oven på de store
naturressourcer. Det er derfor, at etnisk undertrykkelse kan blomstre i
Rusland: Situationen for dem, dem, der trædes under fode, interesserer ingen.
Lydighed belønnes,
modstand straffes
I vestlige lande har
meningsdannere slået til lyd for, at finlandiseringen kunne blive en god model
for Ukraine, og dette er også blevet set som attraktivt i nogle
østeuropæiske lande. Finlandiseringens model mistede dog dog sin
tiltrækning andre steder efter Sovjetunionens sammenbrud, og det politiske
opgør med den er også en uafsluttet proces.
Af den grund kan den
stadig forekomme som en attraktiv model for nogen, men end ikke de finner, der
støttede finlandisering, foreslår denne rute for Ukraine. At
anlægge et positivt syn på finlandisering understøttes af sovjetisk
propaganda. At nogen endog foreslår denne form for østeuropæiske lande er
resultat af gammel propaganda.
Ifølge direktøren
for Finlands Institut for Internationale Anliggender, Mika Aaltola, var Finland
i finlandiseringsårene som en rotte i et Skinner-bur. Et Skinner-bur er et
bur, der bruges som redskab for domesticering, og hvor et laboratoriedyr
placeres uden vand eller mad.
Dyrene lærer
herefter at handle på en bestemt måde for at få lidt mad og en dråbe vand.
Belønningssystemet lærer rotterne den korrekte adfærd. Den umiddelbare bestyrer
af aktiviteterne er dog forsøgslederen uden for buret.
Efter Anden
Verdenskrig befandt Finland sig i et sådant Skinner-lignende
bur. Forskellige belønninger blev holdt frem som lokkemidler fra øst,
såsom eksportvækst og en mere afspændt atmosfære. Finlands grad af lydighed
blev afprøvet med særlige metoder, som f.eks. diplomatiske kriser. Belønning og
straf i kombination blev effektive.
For resten af verden
var Finland et vindue, hvorigennem Sovjetunionen viste andre, at det var i
stand til leve i fredelig sameksistens med et naboland, selv om det faktisk
kontrollerede situationen. Finland var derfor som det eksemplariske
statslandbrug i Sovjetunionen – et udstyrsstykke, man godt turde præsentere for
udlændinge.
Da en af de måder,
hvorpå den russiske psykologiske indflydelse virker, består i at dirigere
aktiviteter på en sådan måde, at den, der føres, ledes i den ønskede
retning, kan man sige, at finlandisering var Sovjetunionens store
succeshistorie. Finland lærte at reagere på provokationer med de ønskede
reflekser.
Det er værd at minde
om, at finlandiseringen fratog Finland en evne til at skrive sin egen
officielle historie og danne sig sin egen uafhængige offentlige mening om
Rusland. Dette øgede også censuren, som folk støttede uden at indse det.
Finlandiseringen
virkede og påvirker fortsat, hvordan finnerne snakker om Rusland. Det er
derfor, at enhver form for kritik af Ruslands politik ofte anses for at være
dristig. Jeg anser dette for problematisk, da det bestemt ikke bør betragtes
som ’dristigt’ at kritisere aktiviteter i et land, der fører ekspansionistiske politikker.
Det bør være
normalt, lige så normalt som at kritisere manglen på ytringsfrihed i Kina.
Det er ikke en særlig situation eller en marginal opfattelse, men den
almindelige mening, at sådan bør det være. Kinas kritikere får som regel ikke
at vide, at de er fascister, provokatører eller ’NATO-ludere’ (et udtryk, der
er blevet almindeligt i finsk sprogbrug).
Dette er udtryk, som
er bruges i Finland for at beskrive folk, der kritiserer Ruslands handlinger.
Personer, der har kritiseret USA’s fremfærd i Guantánamo Bay-lejren, bliver
ikke mødt med lignende nedrakninger.
Hvis enhver, der
kritiserer Ruslands handlinger, før eller senere vil blive kaldt ’provokatør’,
’fascist’ eller ’russofob’, er det, vi kan høre i denne fordømmelse, den
sovjetiske propagandas ekko og sprog, der viser tilbage til en tid, hvor det
normale var kun at tale om Rusland ved hjælp af venlige adjektiver.
Vænner sig til
volden
Ikke desto mindre er
Ruslands politiske retorik hærdet. Fiktive forståelser, ifølge hvilke Rusland
skulle være omgivet af fjender, er blevet fremelsket i årevis. Alexsander J.
Motyl fra Rutgers University, der har specialiseret sig i sovjetiske og
russiske studier, har analyseret Ruslands politiske diskurs og har hæftet sig
ved, at tonen i de politiske taler har ændret sig.
For eksempel
italesættes massemord og etnisk udrensning i et nyt lys. Det er ikke
spekulationer, men Ruslands normale politiske diskurs. Den detaljerede
præsentation af disse typer intentioner er blevet normaliseret.
For eksempel erklærede
den russiske økonom og tidligere embedsmand i præsidentens kontor, Mihail
Hazin, at Ukraine skulle deles mellem Polen og Rusland. Et uafhængigt Ukraine
ville dermed ophøre med at eksistere. Ifølge hans plan bør ukrainsk kultur og
ukrainsk sprog forbydes i de områder, der skal under russisk styre, og landets
nordlige områder bør omdannes til landbrugsarealer, hvor forsvarsstyrker og
industrien skal elimineres.
Han ville have
områdets såkaldt overskydende befolkning overført til Ruslands fjernøsten. Og da
der fortsat er millioner af mennesker, der ikke kan ’helbredes’, bør nogle af
dem udryddes og andre sendes ud af landet.
Selvfølgelig er
retorikken en test, der skræmmer og derved del af Ruslands psykologiske
krigsførelse. Det samme gør sig gældende for den trinvise udvikling i
normaliseringen af vold. På nøjagtig samme måde er der flere gange tidligere
i verdenshistorien blevet begået talrige folkemord. Det er sådan, at folk i
deres land bliver vænnet til en idé, som i andre sammehænge ville forfærde dem.
Afslutningsvis vil
jeg låne en linje fra den amerikanske menneskerettighedsaktivist og digter
Audre Lorde: »Jeres tavshed vil ikke beskytter jer«.
Finsk-estiske Sofi
Oksanen (1977) debuterede med ’Stalins Køer’ i 2003 (da. 2011) og har senest
udgivet ’Norma’ i 2015. Hun brød igennem internationalt med ’Renselse’ i 2008
(da. 2010).
© Sofi Oksanen og
Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
