Polen nekar ryskt MC-gäng tillträde

http://svenska.yle.fi/artikel/2015/04/25/polen-nekar-ryskt-mc-gang-tilltrade

Publicerad 25.04.2015 - 07:45

Polen tillåter inte att ett nationalistiskt ryskt motorcykelgäng kör genom landet för att fira 70-årsminnet av segern i andra världskriget.

MC-klubben Nattens vargar, som har nära band till president Vladimir Putin, planerar att fira segern genom en två veckor lång resa från Moskva till Berlin.

Färden är tänkt att gå genom Vitryssland, Polen, Tjeckien, Slovakien och Österrike.

Polen meddelade på fredagen att MC-åkarna inte släpps in av säkerhetsskäl. Bland annat uppges att informationen om resan kom så pass sent att man inte hann vidta de behövliga förberedelserna.

Kreml kallar de polska uppgifterna för lögner och säger att förbudet har politiska orsaker.

Nattens vargar säger att färden inte påverkas av förbudet.

Nordmenn har minst til overs for Putin

http://e24.no/makro-og-politikk/nordmenn-har-minst-til-overs-for-putin/23439653

23. april 2015

Ingen andre er mer skeptiske til president Vladimir Putin og den øvrige ledelsen i Russland enn nordmenn, viser en meningsmåling utført i en rekke land.

Hele 89 prosent av nordmenn mener ledelsen i Kreml gjør en dårlig jobb, viser målingen som amerikanske Gallup utførte i 2014.

I Finland og Nederland vender 86 prosent av de spurte tommelen ned for Putin og co., mens 83 prosent av sveitserne, 82 prosent av svenskene og 81 prosent av tyskerne og ukrainerne gjør det samme.

Nedslående for Kreml

For ledelsen i Kreml er meningsmålingen nedslående. For åttende år på rad mener folk i andre land at de gjør den dårligste jobben av alle, og misnøyen med dem har aldri vært større enn nå.

Misnøyen er ikke mindre den andre veien. 82 prosent av russerne mener president Barack Obama og den øvrige ledelsen i Washington gjør en dårlig jobb, mot 42 prosent året før.

EU får også sitt pass påskrevet av russerne. 70 prosent av dem mener at EUs ledere gjør en dårlig jobb, mot 26 prosent i 2013.

USA på topp

Spør man andre enn russere om hvilke lands ledere som gjør den beste jobben, havner USA derimot på topp for sjette år på rad. 45 prosent av de spurte i verden mente i fjor at Obama gjorde en god jobb.

Et flertall av de spurte i 41 land mener president Putin og de øvrige russiske leder gjør en dårlig jobb, og det er nesten tre ganger så mange land som der flertallet mener at USAs ledelse gjør det dårlig.

Positive til Kina

Mens russerne ser med stadig mindre blide øyne på vestlige ledere, er de betydelig mer positive til kinesiske ledere.

42 prosent mener at ledelsen i Beijing gjør en god jobb, noe som kan ha sammenheng med at Russland og Kina i fjor inngikk en gassavtale til en verdi av nærmere 3.200 milliarder kroner.

Russian Journalist Gets 7 Years in Jail on “Extremism” Charges

www.rferl.org/content/russian-opposition-journalist-convicted-on-extremism-charges/26968236.html

April 20, 2015

MOSCOW -- A court in Moscow has convicted an opposition journalist on charges of terrorism and extremism, sentencing him to seven years in prison.

The Moscow Regional Military Court on April 20 issued the ruling against Boris Stomakhin on April 20.

The sentence also bans Stomakhin from working as a journalist for five years.

The ruling consolidates sentences imposed against Stomakhin in several previous cases.

He had initially been sentenced to five years in prison in 2006 and to 6 1/2 years in jail in 2014 on charges of inciting ethnic hatred and extremism, and threatening the territorial integrity of Russia.

Those charges were filed after articles he wrote criticizing Moscow's policies in the North Caucasus were published by the Kavkazcenter.com website, which is associated with Islamic insurgency.

Stomakhin pleaded not guilty to all of the charges and insists the cases against him were politically motivated.

His lawyer, Tatyana Sidorkina, said the sentence will be appealed.

I Russland finnes ingen sannhet

www.aftenbladet.no/meninger/I-Russland-finnes-ingen-sannhet-3673647.html

Publisert: 14.apr. 2015 15:17

Det er helt i orden at journalister lyver i tv-ruten – om det er i statens interesse. Det mener mer enn halvdelen av russerne, ifølge en undersøkelse som det russiske meningsmålingsinstituttet FOM gjorde i fjor.

NÅR MAN SNAKKER med vanlige russere, fnyser mange foraktelig når begreper som demokrati, ytringsfrihet eller sannhet nevnes. Demokrati står for 1990-tallets kaos, uorden og forfall. Ytringsfrihet er overvurdert, og noen sannhet eksisterer overhodet ikke. I alle fall finnes ikke sannheten i de fiendtlige og løgnaktige vestlige massemediene som gjør alt for å svartmale og skitne til Russland. Da er det bedre å se på russisk stats-tv, som lyver i den russiske statens interesse.

Dette er et slags kynisk postmodernisme, som i sin ekstreme form leder til konklusjonen at kunnskap i seg selv er en sosial konstruksjon – noen objektiv sannhet finnes ikke, alle påstander er likeverdige beretninger. I bunn og grunn finnes derfor ingen forskjell mellom fakta og meninger, virker den russiske propagandaen å hevde. Og forbløffende mange russere er enige.

HVORDAN KUNNE DET BLI SLIK? Hva hendte med drømmen om sannhet, rettferdighet, demokrati og økonomisk framgang truet da samfunnet begynte å slå sprekker på 1980-tallet?

Sannheten hadde blitt en sosial konstruksjon som vokste ut av pistolmunningen.

Den sovjetiske samfunnskontrakten mot slutten av Bresjnev-tiden ble ofte beskrevet slik: «Dere later som om dere betaler oss, vi later som om vi arbeider.» Ingen tok lenger de kommunistiske slagordene på alvor. Alle visste at samfunnet var bygd på en stor løgn som det ikke kunne stilles spørsmål ved. Sannheten fantes et sted, men den var farlig og forbudt.

Kontrakten om den felles løgnen falt sammen med sovjetimperiet, og under Jeltsins kaotiske tid ved makten var det ingen slike overenskomster. Den som hadde mest penger og det kraftigste våpenet, hadde alltid rett. Sannheten hadde blitt en sosial konstruksjon som vokste ut av pistolmunningen.

DA VLADIMIR PUTIN KOM TIL MAKTEN, oppsto en ny, taus overenskomst: «Dere får det stadig bedre – om dere holder kjeft.» Det eneste alternativet til Putins nye stabilitet er kaos og forfall, forkynte de statlige mediene.

Denne nye sannheten ble utfordret av de omfattende protestene vinteren og våren 2011–2012 . En stor del av den velstående middelklassen i Moskva ville ikke lenger holde kjeft. De ville ikke bare ha sydenferier, de ville også ha en fungerende stat med ordentlige valg.

Mennene i umerkede, grønne uniformer var «lokale selvforsvarsstyrker», forklarte han med et lite smil.

Omtrent da begynte sannhetens endelige nedtelling i Russland. Den statlige propagandaen ble alt mer fantasifull. Opposisjonen ble beskrevet som kjettere, ateister og satanister som danset etter den fiendtlige Vestens pipe på det hellige Russlands altertrapp.

ET PAR ÅR SENERE, etter februarrevolusjonen i Kiev i 2014, var sannheten helt avskaffet. I Ukraina pågår en vestlig aggresjon mot Russland, forkynte den statlige propagandaen. Under den russiske invasjonen på Krim benektet Vladimir Putin overfor den samlede pressen all kunnskap om russiske troppers nærvær på Krim. Mennene i umerkede, grønne uniformer var «lokale selvforsvarsstyrker», forklarte han med et lite smil.

Noen måneder senere berettet han stolt at visst var det russiske tropper som hadde sørget for at Krim ble gjenforent med moderlandet. Det var jo Ukraina som annekterte Krim i 1954, het det plutselig i propagandaen. Alt er like sant eller usant, avhengig av hva som passer for anledningen.

FØR ÅRSDAGEN FOR ANNEKTERINGEN av Krim, i mars 2015, viste den russiske, statlige tv-kanalen Rossija 1 langfilmen «Krim – veien til fosterlandet». Filmen består, foruten intervjuer med Vladimir Putin og vakre flyvebilder fra Krim, hovedsakelig av fantasifulle, filmatiske «rekonstruksjoner» av hendelsene ett år tidligere. Sannhetsgehalten var bemerkelsesverdig lav selv for russisk stats-tv.

En av de merkeligste episodene i filmen er beretningen om de ukrainske nasjonalistenes myteomspunne dødstog til krim, et tog som aldri har eksistert noe annet sted enn i den russiske statspropagandaens overopphetede hjerner. Ennå er det mange på Krim som med forferdelse gjenforteller historien om toget med de blodtørstige nasjonalistene. De har jo sett det på tv.

Om sannheten ikke finnes, om alt bare handler om sosiale konstruksjoner, er begreper som demokrati og menneskeretter meningsløse.

Slik ser den postmoderne virkeligheten ut i dagens Russland. Et faktum skapes gjennom å gjenta påstanden tilstrekkelig mange ganger i tv-ruten, med patetisk røst og til

akkompagnement av dramatisk musikk og tilklipte scener med patriotiske Krim-beboere som kaster skjoldet for uselvisk å forsvare sin russiske hjembygd. Det låter bra, altså er det sant.

PROPAGANDA HAR FUNNES like lenge som menneskene har kunne spre informasjon utenfor sin nærmeste krets. Det som er nytt, er at den russiske statsledelsen nå utnytter alle den moderne informasjonsteknologiens muligheter for å spre uendelige mengder av motstridende budskap som i dagens alt mer sprikende medielandskap effektivt skjuler sannheten. Et typisk eksempel er de titalls konspiratoriske påstandene om nedskytingen av passasjerflyet MH17 som spres verden over, med den hensikt å skjule hva som virkelig hendte.

Gjennom sin militære aggresjon i Ukraina, og gjennom helt å blåse i inngåtte avtaler, har Russland rasert grunnvollen for europeisk sikkerhet og stabilitet. Men den på sikt kanskje farligste aggresjonen er likevel Russlands pågående, framgangsrike angrepet på begrepet sannhet. For om sannheten ikke finnes, om alt bare handler om sosiale konstruksjoner, er begreper som demokrati og menneskeretter meningsløse.

Derfor er sannheten verdt å forsvare.

Kalle Kniivilä, journalist og forfatter

Sergiy Pandrak: "Det er ikke vores krig, men vores land"

http://newsgerrig.com/da/interview/sergiy-pandrak-det-er-ikke-vores-krig-men-vores-land

10. april 2015

Newsgerrig.com talte med militærofficer og krigsveteran, som kæmpede i den frivillige bataljon "Aydar" i Lugansk-regionen. Han var med i to krige i Transnistrien og Georgien, og i krigen i Donbass var han et skridt fra at miste livet.

Med krigeren fra den frivillige bataljon "Aydar" Sergiy, der i krigen har kaldesignalet "Syviy" (betryder "grå" på dansk, red), mødtes vi hjemme hos leder af ungdomsorganisation "Lastivka" Alina Protsyk. Sergiy er reserveofficer af de væbnede styrker i Ukraine. I august 2014 tog Sergiy som frivillig til "Aydar" bataljonen, han har været 14 dage ved fronten, 4 gange i forreste linje. I den fjerde og sidste kamp mistede han næsten livet - en mine eksploderede i nærheden af ​​ham og dræbte kammerater, og Sergiy mistede et ben. Alt dette overlevede han i de to andre krige, men han siger, at han aldrig troede, at han skulle udkæmpe en krig for at forsvare sit hjemland Ukraine.

Sergiy Pandrak bor i Rivne, men hans fødeby er landsbyen Chertkovo i Ternopil- regionen. Sergiy er sportsmand i den klassiske græsk-romerske brydning. I 1979 blev han inviteret til Rivne, hvor indtastet til Ingeniørernes Institut for Vandøkonomi. I Rivne blev han gift og har nu to børn - sønnen Andriy og en yngre datter Yulia. Han er bedstefar til 4 børnebørn - to drenge og to piger.

Desuden er Sergiy professionel bygherre. Omkring 30 år ledede han netop byggeriet i en organisation for ungdomsprojekter, de byggede mange boliger i hele Ukraine. Siden 1998 har han udført en række offentlige boligprogrammer for unge.

Tre krige i livet

"Den 19. august 1991 blev den første dag i forsøget på statskup (Augustkuppet, red), begået af de gamle kommunister, medlemmer af den sovjetiske regering, da Gorbatjov blev arresteret i Foros, Krim," mindes Sergiy Pandrak.

– Det var der, da vi begyndte at skabe grupper af såkaldte "Ukrainske folks selvforsvar" (UNSO på ukr., red). Jeg har tilhørt denne organisation indtil nu. Under banneret af denne organisation,  forsvarede jeg ukrainere i Transnistrien i 1992 fra aggression af rumænske og moldoviske nationalister og chauvinister. Indtil 1940 var Transnistrien en del af Ukraine, hvor 80% af befolkningen var ukrainsk. Da der begyndtes et virkeligt folkedrab, gik vi som frivillige for at kæmpe på ukrainernes  side i Transnistrien. Jeg var første stedfortrædende chef for den særlige enhed af UNSO. I 1994 da begyndte den første konflikt mellem georgiere og abkhasierne, den georgisk-abkhasiske krig, som i høj grad var påvirket af Rusland, gik jeg for at kæmpe på georgiernes side, forsvare deres uafhængighed. Dette var min anden krig.

Noget fra krigen i Georgien og Abkhasien minder mig om krigen i Ukraine. Jeg troede aldrig, at jeg skulle kæmpe i Ukraine. Men det skulle jeg.

Frivilligt til krigen i Donbass

  Sergiy husker, at hans første besøg i ATO-området (anti-terrorist operation, red.) var sjældne i begyndelse. I slutningen af ​​juli, sammen med hans holdkammerater fra specialstyrker af Volyn afdeling af UNSO, gik de i krig i Donbass. Det var 16 drenge på 18-25 år (ingen af ​​dem tjente i hæren før, red), som Sergiy personligt forberedte til kampene. Tidligere havde de også en frivillig træning på grundlag af bataljonen "Dnipro-1" nær Odessa, og så havde de trænet sig i Rivne og Volyn regionerne i træningslejre.

– Blandt de 12 frivillige bataljoner, har vi valgt en frivillig bataljon "Aydar", der som den eneste havde hørt til hæren af de væbnede styrker i Ukraine (de andre har tilhørt Indenrigsministeriet eller Nationalgarden, red.). I slutningen af ​​juli kørte vi med Rivnes ambulance-læger, der samlede medicin til et militærhospital i Lugansk regionen. Vi skulle ledsage ambulancen med vores egne våben for dens sikkerhed. Overdragelsen af bilen fandt sted i byen Svatove. Der var alle de regionale myndigheder, fordi mange byer var blevet besat.

Militærudstyr til kampene

– Vi blev mobiliseret frivilligt med kun ét formål - at kæmpe for at vinde.

I landsbyen Polovynkyne, hvor vi fik våben - maskinpistoler af typen "stormgevær" (AKSU), med en skudlængde på 100-120 meter (nærkampsvåben, red). Til sammenligning har de russiske krigere og seperatister den mere moderne slags Kalashnikov maskinpistol med meget større kaliber og skudlængde på 300-400 meter. Vi fik 2 magasiner til våbenet, jeg købte selv patroner med 7,62 kaliber i Rivne. Hvis det er en hurtig kamp under angreb, er 1 magasin 20 sekunder af kampen. Når soldater skal befri en by fra separatistiske terrorister, skal man have 12 sådanne magasiner! Jeg havde også 1 F-1 granat som gave fra min ven og to andre antipersonelminer. Så sammen med min egen (legalt registrerede våben) karabin tog jeg til den første kamp.

Vi ankom den 4. august til landsbyen Schastya (Lykke på dansk, red), og den 5. kl. 4 om morgenen drog vi til den første kamp. Opgaven var at befri byen Lugansk. Helt ærligt, de frivillige bataljoner kunne befri byen Lugansk og andre steder i begyndelsen af ​​august. Men desværre fik vi ikke støtte fra hæren. Jeg tror ikke, der var nogen særlige instruktioner. Generelt havde vi i maj ikke nogen hær - blandt de 180 tusinde, der officielt var optaget i hæren, var der i virkeligheden kun op til 6 tusind effektive soldater. Men hvis de frivillige bataljoner ikke havde hjulpet, var udviklingen i Donbass meget være...

Den frivillige battaljon "Aydar" er landstyrker, de opererer i Lugansk-regionen som del af ATO-enheder. Navnet var til ære for floden Aydar, hvor den første kamp skete. Målene for bataljonen er at patruljere veje, hjælp til civile, der vil forlade de besatte områder, efterretning, befrielse af byer og landsbyer i samarbejde med de væbnede styrker i Ukraine. Sergiy minder om, at "Aydar" blev oprettet af 5 personer fra Lugansk, der smalede andre hundrevis af frivillige og blev klar til at forsvare  fædrelandet. De første hundrede ankom til "Aydar" fra Maidan (aktivister fra Euromaidans revolution, red), det var "Et Hundrede"  - krigere fra Volyn.

– Da jeg ankom til "Aydar", bad jeg om at tjene med mine kammerater i den anden Volyns selskab "Vesten" ("Zahidna" rota, på ukr., red.), af kommandøren Igor, kaldet  "Zola" ("aske" på dansk. Er nu kendt som MP Igor Lapin fra Lutsk i det nuværende Verkhovna Rada, red). Jeg gik til den anden deling af Vitaliy Gorets, der kæmpede på  Abkhasiens side i 1994, og jeg var på Georgiens side. I Donbass mødtes vi for at kæmpe sammen for Ukraine.

I "Aydar" kæmpede jeg i nøjagtig 14 dage. Jeg havde 4 kampe på frontlinjen, under angreb af "Grad" og "Hurricane" missilsystemer, som beskød os fra Lugansks og Ruslands side. Dette er en rigtig krig, når du angriber, bliver du angrebet. I nærheden af ​​Zhovtneve landsbyen kæmpede vi i tre dage. Imod os kæmpede den russiske særlige styrke "Giurza" (navnet på den største giftslange i Rusland, red), og vi slog 34 deres soldater ihjel med de våben, som vi havde.

Alvorligt såret

– Vi fik opgaven at blokere vejen nær landsbyen Hryaschuvate, som forbinder Lugansk med Rusland. Den 12. august var Lugansk faktisk fuldt omringet. Da vi kl. 07:00 med vores kolonne kom til Hryschuvate området, blev vi beskudt af 4 snigskytter, og en ung skytte Valentyn blev dræbt af skud i halspulsåren. Efter 11 timers kamp, kl. 18.00, blev jeg såret ved det samme kryds. Der var, ifølge vores efterretning, 400 separatister, og vi var 160. Vi har været støttet af 3 kampevogne og 3 panserede køretøjer. Vi startede at lave skyttegrave, fordi fjendens tanke begyndte at komme fra Rusland (kampestedet var 28 km fra Rusland og 5 km fra Lugansk, red). Hver 7 - 10 minut blev vi angrebet af missilsystemerne "Grad" og "Hurricane" fra Rusland og kampevogne og artilleri med 120 mm morterer fra Lugansk.

Vores bataljon havde 80 mm morterer. Vi skulle forhindre tunge styrker fra Rusland i at ankomme til Ukraine. Men det tredje angreb omringede os faktisk i vores skyttegrav. Først havde vi over os set en russiske drone, som meget tydeligt fotograferede området. Jeg vil sige ærligt, at alt så jeg i livet, men har aldrig set det, der her skete.

En mine ramte mit venstre ben. På dette tidspunkt talte jeg til tankens skytte Vadym, som stod bag kampevognen, han var 26 år. Mellem os var der tre meter. Minen ramte  hans hovedet, og mit knæ. Minen slog i jorden og jeg så, at han uden hoved og ben faldt ned nær tanken. Jeg blev reddet, fordi jeg faldt i en grøft, og splinterne fløj sidelæns.

Mine kammerater har været i nærheden, snigskytten Leo fra Lviv og Ruslan hjalp mig akut med forbindning af benet og smertestoppede injektion. Heldigvis var der en "aydarivka" (ambulance, red). Sygeplejersken Stella fra Donetsk og paramediciner Andriy fra Poltava, det var hans første kamp, men han er en meget fornuftigt læge, lukkede såret med årepresse og blokerede arterien i lysken. Typisk kan en person, der får den slags sår, miste alt blod på 3 minutter eller kan dø af chok. Efter en halv time var vi i Lugansk lufthavn, hvor der var et underjordisk militærhospital. Vores ambulance blev beskudt 3 gange.

Oberst i lægetjenesten Valeriy Pasternak fra Chernivtsi reddede mit liv, selv om Lugansk lufthavn var under konstant bombardement. Kirurgen sagde i et ​​interview, at de havde endnu ikke udpakket det medicinske udstyr, da der til hospitalet ankom fem sårede fra bataljon "Aydar". Han udførte amputation af min ben med en soldats kniv (bajonet, red). Han huskede mig, fordi jeg var en de første patienter og råbte "Ære til Ukraine, fyre!" Jeg var heldig, fordi en soldat Andriy gav mig blod "fra bord til bord", fordi jeg mistede næsten 4 liter. En anden soldat fra en faldskærmsbrigade havde også blod af type 1 plus, og gav mig også sit blod. Jeg var uden bevidsthed.

Det var den 13. august, og den 14. august blev jeg transporteret med helikopter til Kharkiv. Der blev jeg reddet af et genoplivningshold fra Kharkivs Militær Hospital, som ledes af Valentyn Bondarenko. Udstyret har ikke vist tegn på liv, så man kan antage, at jeg blev bragt som en "belastning-200" (cargo-200, red.). Men han bad sygeplejersken, en lille kvinde med et meget godt øre for musik, at tjække mig. Hun målte med et håndværktøj et tryk på 60/20 og rapportede til genoplivningsholdet, at jeg var live! En dag efter kom jeg til bevidsthed.

Jeg vågnede efter koma, og jeg opdagede, at min mobiltelefon - under kamp satte jeg den bag bæltet tæt på maven -  var sat fast til min mave med bandage. Måske lægerne mente, at mobiltelefonen var meget værdifuld for mig, derfor satte de den fast på mig. (smiler).

Jeg kommunikerede med kirurgen Pasternak, og han fortalte mig om mit sår. Han sagde, at min situation var meget vanskelig, og de havde tvivlet på, at jeg overlede. Jeg mødte ham før Julen, vi blev venner.

Hvad er problemet i denne krig? Ud over dårlige våben, har vi da en svag militær kommando?

– Jeg siger altid, at det er ikke vores krig, men vores land. Og hvis vi ikke var der (der menes mennesker, de forsvarer landet, red), kunne fjenden overtage hele Ukraine. Det kunne væree sket for lang tid siden, hvis ikke der var frivillige soldater sammen med permanent enorm hjælp af frivillige ukrainere. Hæren og frivillige bataljoner er levende kun takket være frivillige ukrainere - fra de små ting til de alvorlige ting.

Med hensyn til vores kommando, skal vi forstå, at hæren i Ukraine blev systematisk ødelagt. Selv om det potentiale, som forblev fra Sovjetunionen, er blevet gemt. Vi har på lagre mange gode våben produceret i 89-90 - Kalashnikov maskinpistoler og tunge våben. Men desværre, for at få denne maskinpistol fra lageret, skal man vente 3 måneder og 32 signaturer fra generaler fra generalstaben. Dog arbejder der i generalstaben halvt af FSB-repræsentanter med halvt af dem, som arbejder for penge - dette viste "Ilovaisks kedlen" (der menes kampene for Illovaisk, hvor den ukrainske hær mistede mange soldater, red) og kampene for Debaltseve. De ønskede at sende alle frivillige bataljoner til Ilovaisks kedlen, men "Azov" og "Aydar" nægtede på trods af kommando. Det er bestemt et problem. Men der er også en ekstern faktor - Putin mente, at han kunne roligt besætte 6 ukrainske regioner, som det skete med Krim. Men folket rejste sig imod, og det skete ikke.

Du sagde, at krigen i Georgien og Ukraine ligner hindanden, men hvad er det præcist?

– De er meget ens. Selvfølgelig er der nu mere moderne våben, men det er den samme taktik af russerne - at maskere kampvognene med blå-gule flag og skyde ukrainske soldater ned bagfra, samt forhånelse af fanger.

Du fortæller, at mange mennesker, der kæmper for Donbass er fra det vestlige Ukraine. Er der mennesker i de frivillige bataljoner fra selve Donbass, forsvarer de deres land?

– Der er mange patrioter af Ukraine, de var altid i Lugansk og Donetsk regioner. Jeg har mange venner i Donetsk, Lugansk, Severodonetsk og Svatove.

Når vi snakker om "Volyn" militærselskab, har vi mere end 100 mennesker, omkring 20 personer fra Kharkiv, Lugansk og Donetsk, der er fyre fra Krim, 4 fra Georgien. Fra slagmarken blev jeg reddet af sygeplejersken Stella, hun er 44 år, fra Donetsk, og hun har tre børn, sammen med sin mand kæmper de for befrielsen af Donbass. Generelt repræsenteres hele Ukraine i "Aydar".

Da du var i konfliktområdet, havde du da mulighed for at kommunikere med beboere? Hvordan reagerede de på soldater fra de frivillige bataljoner?

– Vi havde muligheder for at kommunikere i Mala Vergunka og Velyka Vergunka landsbyerne. Der dominerede mest den ældre generation, da vi stoppede ved distrikt "khrushchevky" (husene, som blev bygget i tiden under regeringen af Khrushchev, red). Folk gemte sig i kældrene, da der blev skudt med missilsystemerne "Grad" og "Hurricane". I begyndelsen følte vi årvågenhed i forhold til os. Men når folk har set, at vi ikke dræber dem, ikke voldtager, men derimod snarere tilbyder hjælp, fordi vi havde vand og medicin, begyndte de at komme til os. Vi havde generatorer, de kom til os for at ringe med mobiltelefoner. Da vi forlod området, efterlod vi dem mad, vand, samt sække og andre værktøjer, som vi lånte hos dem. Byen Svatove var generelt super "gul-blå by". I modsætning til Severodonetsk, hvor vi følte spænding og årvågenhed. Da vi  anholdt separatister, misbrugte vi ikke med vold. Vi kunne tvinge dem til at rense kartofler, vaske toiletter. Da vi fangede borgmesteren af Lugansk, løb han ind i bilen, der havde han omkring 300 tusind dollars og våben. Vi fangede og videregav til sikkerhedstjenesten en regional chef for skat, da han kom til sit hus for at tjekke, om alt der var i orden eller ej. I hans hus så vi portrætter af Yanukovych og Putin.

Blev mange af dine kammerater fra "Aydar" fanget?

– Bare en måned efter min sår, blev "Aydars" bil ramt af en mine tæt på Lugansk lufthavn. Fire fyre blev dræbt, en såret kravlede til landsbyen, som var i nærheden, de forbandt hans sår og overgav ham til separatisterne. Denne unge 19-årige mand Vasyl fra Stariy Sambor i Lviv-regionen. Seperatisterne skar med soldaterkniv hans arme over albuerne, og han råbte "Ære til Ukraine!" Efter en halv måned blev han befriet fra fangenskab.

Min kammerat fra UNSO Andriy "Grizzly" blev angrebet med andre 12 "Aydar" soldater, fem af dem var fra min enhed. Kun 4 mænd overlevede, men mine 2 brødre 21-årige Volodymyr og 24-årige Dmytro Hodyak blev holdt fanget siden den 30. september sidste år.

2 film, som de russiske faldskærmstropper udbredte, viser et pas fra en af mine fyre og de oplæser hans navn. Ifølge vores information er Volodymyr nu i Oktyabrsk området tæt på Lugansk og arbejder i minen, han er en fange af Don Cossacks. Sandsynligvis skulle der arrangeres 3 gange udveksling af fanger, men hidtil er det ikke sket. Jeg vil gerne have dem til at være i live.

Faktisk ifølge de oplysninger, jeg har, på næsten alle hospitaler behandles fyre, der har fået afskåret kønsorganerne.

Imod os kæmper lejesoldater, "Kadyrovs" soldater, sammen med den regulære hær og elite-enheder af den russiske hær - faldskærmssoldater fra Pskov og Ryazan divisioner, elite-enheder af Den Russiske Føderations føderale Hoved Efterretningstjeneste.

Den 5. august kom vi til Zhovtneviy området ved Lugansk, området bliver kaldt Krasnyi Yar. I tre dage kæmpede vi mod en eliteenhed af Hoved Efterretningstjenesten for bekæmpelse af terrorisme, "Giurza." Vi ved præcis, at det var dem, fordi vi tog dem til fange.

Oplysninger om tab hos den ukrainske hær er meget fragmenterede. Du var der, du har helt sikkert deres kilde. Hvor mange liv mistede den ukrainske hær i krigen i Donbass?

– Hvis man snakker kun "Aydar" bataljonen, blev der siden maj 2014 dræbt mere end 300 soldater og over 300 blev såret, halvdelen af dem kritisk såret, snesevis er dem, som mangler.

I min enhed er der 5 personer, som mangler. Liget af 1 manglede blev identificeret. For to uge siden begravede vi ham, det var soldaten "Khmel" fra Khmelnytsky. Ifølge statistikken har der været flest tab blandt vores soldater fra Volyn-regionen.

Der er mange diskussioner om muligheden for at indføre fredsbevarende styrker til Ukraine. Kan det hjælpe med at løse krigen?

– Jeg tror ikke, det vil løse krigen. I oplevelsen med "blå hjelme" i Kosovo, passerede der 4.5 år, før alt faldt på plads. Medmindre den russiske hær på området af Lugansk og Donetsk-regionen ikke vil støtte terrorisme og levere tunge våben til Ukraine...(pause)

Ja, vi har kampvogne af 62 og 64 (det er årene for kampvognes produktion, red). De kæmper med 90-kampevogne og med de nyeste AK-100 (Kalashnikov maskinpistoler, red.), vi har maskinpistoler fra 1974. Deres våben er mere moderne, men trods alt kæmper vi!

Krim tillhör oss - imperiets återkomst

http://svenska.yle.fi/artikel/2015/04/08/krim-tillhor-oss-imperiets-aterkomst

Publicerad 08.04.2015 - 12:39. Uppdaterad 08.04.2015 - 12:46

Ifjol gav journalisten Kalle Kniivilä ut reportageboken Putins folk – Rysslands tysta majoritet där han förklarar president Vladimir Putins stora popularitet i Ryssland med att Putin lyckats skapa ordning och stabilitet i landet efter 1990-talets kaos, sönderfall och nationella förnedring.

Med hjälp av oljepengar har Vladimir Putin bl.a. förmått ge ryssarna i gemen en dräglig levnadsstandard, och tack var flera år av positiv ekonomisk utveckling har Putin förmått ”stärka statsmakten, sätta de förmögna oligarkerna på plats, likrikta massmedierna – och (…) skapa ett hierarkiskt system som gjort honom själv till en oersättlig, enväldig landsfader.”

I vår är Kalle Kniivilä aktuell med Krim tillhör oss – imperiets återkomst, också den i formen av en reportagebok där Kniivilä reser runt på Krim i september 2014 för att intervjua både anhängare och motståndare till den ryska annekteringen av halvön.

I slutet av februari 2014 inleddes en militärt ledd process och provokation som efter en snabbinsatt folkomröstning den 16 mars kom att leda till att Republiken Krim och staden Sevastopol blev upptaget i Ryska federationen som två separata enheter. Officiellt hette det att 97 % av väljarna röstat för en anslutning till Ryssland.

Enligt Kniivilä ledde annekteringen av Krim till en aldrig tidigare skådad våg av patriotisk hysteri i Ryssland – redan innan visade opinionsundersökningar att Vladimir Putins politik hade ett starkt stöd bland folket, men nu rusade stödet upp till långt över 80 %, dvs. lika högt som under Putins förra framgångsrika militärinsats i Georgien år 2008.

I en handvändning hade det ryska imperiets legendariska flottbas i Sevastopol blivit en symbol för Rysslands återställda stormaktsstatus – hamnstaden Sevastopol är sedan 1700-talet bas för den ryska Svartahavsflottan.

För Ryssland är Krim givetvis av stor strategisk betydelse, men också historiskt och emotionellt förknippas Krim med en storslagen rysk legendberättelse om hur furst Vladimir lät döpa sig på Krim i slutet av 980-talet och därefter döpte hela riket till Rus.

I sitt årliga tal till parlamentet i december konstaterade Vladimir Putin:

”Det var precis på den här andliga grunden våra förfäder första gången och för alltid uppfattade sig som ett enat folk. Och detta ger oss all rätt att säga att Krim, det forna Korsun, Chersonesos, Sevastopol, för Ryssland har en enorm civilisatorisk och sakral betydelse. På samma sätt som Tempelberget i Jerusalem för dem som bekänner sig till islam eller judendomen. Och det är exakt så vi kommer att förhålla oss till detta från nu och för alltid.”

En egen världsbild

Enligt Kalle Kniivilä utgår Vladimir Putin och de ryska beslutsfattarna från en helt annan världsbild än västliga bedömare, och därmed har man också en egen uppfattning om

Rysslands intressen:

”Det viktigaste är till slut inte en bra ekonomisk utveckling, goda grannrelationer och välfärd, utan Rysslands status som stormakt. Det handlar om ett nollsummespel där Ryssland måste försvara sin intressesfär, kosta vad det kosta vill.”

Det finns också bedömare som fört fram en mer cynisk förklaring till Putins agerande i Krimfrågan – nämligen en tom kassakista.

Om man vill vinna över folket på sin sida kan ett litet, segerrikt krig vara på sin plats - i synnerhet som en allt större del av statsbudgeten går till militära utgifter, de ekonomiska kurvorna pekar neråt och reallönerna förväntas sjunka markant under de närmaste åren.

Ryska beslutsfattare med Putin i spetsen har gått in för att betona vikten av stabilitet och säkerhet – pga. av sjunkande priser på olja och naturgas och västvärldens ekonomiska sanktioner kan man inte nödvändigtvis lova ekonomisk stabilitet, men man kan låta förstå att Rysslands säkerhet är i fara och att Ryssland är omringat av fiender som hotar landet både militärt och ideellt.

Drömmen om ordning och reda

Under sin vistelse på Krim kunde Kniivilä konstatera att både de som stödde den ryska annekteringen av Krim, och de som motsatte sig den, bar på en längtan efter ordning och reda i stället för det kaos och den omfattande korruption som genomsyrat det ryskukrainska samhället och politikerskiktet med ett antal oligarker i spetsen.

Enligt Kniivilä hade vardera gruppen kommit fram till olika svar på sin längtan:

”De som ville att Krim skulle stanna kvar i Ukraina pratade gärna om demokrati och mänskliga rättigheter. En fungerande rättstat av västlig modell och ett närmande till Europa var deras väg framåt. (---) De som ville höra till Ryssland talade gärna om det ryska språket, som enligt dem förtrycks i Ukraina. De flesta hoppades att den ryska annekteringen skulle leda till höjda löner och bättre levnadsstandard. Men minst lika många talar om gamla goda tider.”

I 23 år var Krim varit en del av det självständiga Ukraina – och många ryskspråkiga Krimbor hälsar med glädje en återförening med Ryssland, eller drömmarnas Sovjetunionen: ”Inte det riktiga, fattiga Sovjetunionen, med censur, tvångsvårdade oliktänkande på mentalsjukhus och långa köer i de tomma matvaruaffärerna, utan det goda Sovjet, en gyllene tidsålder som fanns i somriga barndomsminnen och klassiska sovjetiska filmer som aldrig slutat visas i rysk tv” skriver Kalle Kniivilä.

Pratet om hotet mot det ryska språket och den ryska kulturen i Ukraina och på Krim avfärdar Kniivilä som propaganda – samtidigt som han beklagar att det ukrainska parlamentet strax efter februarirevolutionen 2014 ville upphäva lagen om regionala språk som gav ryska språket en officiell status i ett antal regioner med stor rysk befolkning. Lagen fortsatte att gälla eftersom tf. presidenten Oleksandr Turtjynov vägrade skriva under beslutet, men skadan var redan skedd.

I dag har många motståndare till annekteringen lämnat Krim och bosatt sig i Kiev för att öppet kunna ifrågasätta Rysslands agerande och arbeta för en demokratisk utveckling i Ukraina. För dem är det ryska styret på Krim ett obehagligt eko från det förflutna, en fortsättning på det ryska förtrycket. De motståndare som stannat kvar på Krim har tystnat, eller tystats ner.

Annekteringen har också lett till ett antal praktiska och konkreta besvärligheter och irritationsmoment: endast ryska flygbolag (och bara från Ryssland) kan flyga till Krim, utländska passagerarfartyg får inte lägga till på Krim, de ukrainska bankerna har stängt och eftersom man inte kan ta ut pengar på kontot betalas lönen ut i kontanter, det har varit problem med införsel av livsmedel och varor från Ukraina, ryska bilplåtar ställer till med problem vid gränsen osv.

Krimtatarerna i trångmål

Under sitt besök på Krim träffar Kalle Kniivilä också representanter för Krimtatarerna, som har rötter på halvön sedan 1400-talet.

I oktober 1921 skapades den autonoma socialistiska sovjetrepubliken Krim som en del av Ryska socialistiska federativa sovjetrepubliken. Konstitutionen gjorde både ryska och krimtatariska till officiella språk. Vid den här tiden utgjorde Krimtatarerna 25 procent av befolkningen.

Under 1929 genomdrevs en russifieringspolitik på Krim och ställningen för krimtatarernas språk försämrades. Under 1930-talet förekom avrättningar och deportationer av krimtatarer och många drevs i exil till Sibirien och Centralasien.

Under andra världskriget erövrade nazityskarna hela det sovjetiska Krim, och när de sovjetiska trupperna återerövrade Krim 1944 anklagade Josef Stalin det krimtatariska folket för kollaborationism och landsförräderi. Än en gång förvisades krimtatarerna till Centralasien – på två dagar skickades 180 000 krimtatarer iväg till en oviss framtid.

Under hela sovjettiden var frågan om förvisningen av krimtatarerna tabubelagd – anklagelserna avskrevs förvisso år 1967, men först under perestrojkan i slutet av 1980-talet blev det möjligt för krimtatarer att lagligt bosätta sig på Krim.

I samband med Sovjetunionens sönderfall i början av 1990-talet satte en stor flyttrörelse igång, och idag bor ca 250 000 krimtatarer på Krim, och de utgör ca 12 % av befolkningen på halvön.

Under ukrainskt styre har relationen mellan krimtatarerna och den övriga befolkningen på Krim normaliserats till en viss grad, och enligt Kalle Kniivilä förknippar de flesta krimtatarer den ukrainska tiden med försoning och relativt välstånd, medan Sovjettiden av förekommen anledning väcker minnen av förvisningar och förtryck.

Krimtatarerna har också varit de mest högljudda motståndarna till en annektering, och de flesta av dem bojkottade folkomröstningen den 16 mars.

Enligt officiell ukrainsk statistik lämnade knappt 20 000 människor Krim under det första halvåret efter annekteringen – majoriteten av dem var krimtatarer.

Att välja väg och sätta fart

På besök i Jalta intervjuar Kalle Kniivilä Igor, en prorysk byggarbetare, som liknar politik med en vandring i bergen:

”Vi har två människor som har olika intressen, och de har gått vilse i bergen. Så säger den ena att vi ska gå mot väst, och den andra säger nej, vi ska gå mot öst. Ni har ingen karta, ni vet inte vilket håll som är bäst. Vart ska ni ta vägen då, om ni inte kommer överens? Ingenstans. Ni sitter kvar där ni är tills ni fryser ihjäl eller dör av svält. Man måste välja väg. Det måste finnas ett parti eller en människa som har starkare vilja och förstånd som leder er någonstans. Ingen vet vilken väg som är rätt eller fel, det ser man först om hundra år. Men någonstans måste man gå. Man måste välja väg och sätta fart.”

Kalle Kniivilä är journalist på Sydsvenska Dagbladet och han har en egen blogg på adressen: www.kniivila.net