fredag 10 april 2015

Sergiy Pandrak: "Det er ikke vores krig, men vores land"


10. april 2015

Newsgerrig.com talte med militærofficer og krigsveteran, som kæmpede i den frivillige bataljon "Aydar" i Lugansk-regionen. Han var med i to krige i Transnistrien og Georgien, og i krigen i Donbass var han et skridt fra at miste livet.

Med krigeren fra den frivillige bataljon "Aydar" Sergiy, der i krigen har kaldesignalet "Syviy" (betryder "grå" på dansk, red), mødtes vi hjemme hos leder af ungdomsorganisation "Lastivka" Alina Protsyk. Sergiy er reserveofficer af de væbnede styrker i Ukraine. I august 2014 tog Sergiy som frivillig til "Aydar" bataljonen, han har været 14 dage ved fronten, 4 gange i forreste linje. I den fjerde og sidste kamp mistede han næsten livet - en mine eksploderede i nærheden af ​​ham og dræbte kammerater, og Sergiy mistede et ben. Alt dette overlevede han i de to andre krige, men han siger, at han aldrig troede, at han skulle udkæmpe en krig for at forsvare sit hjemland Ukraine.

Sergiy Pandrak bor i Rivne, men hans fødeby er landsbyen Chertkovo i Ternopil- regionen. Sergiy er sportsmand i den klassiske græsk-romerske brydning. I 1979 blev han inviteret til Rivne, hvor indtastet til Ingeniørernes Institut for Vandøkonomi. I Rivne blev han gift og har nu to børn - sønnen Andriy og en yngre datter Yulia. Han er bedstefar til 4 børnebørn - to drenge og to piger.

Desuden er Sergiy professionel bygherre. Omkring 30 år ledede han netop byggeriet i en organisation for ungdomsprojekter, de byggede mange boliger i hele Ukraine. Siden 1998 har han udført en række offentlige boligprogrammer for unge.

Tre krige i livet

"Den 19. august 1991 blev den første dag i forsøget på statskup (Augustkuppet, red), begået af de gamle kommunister, medlemmer af den sovjetiske regering, da Gorbatjov blev arresteret i Foros, Krim," mindes Sergiy Pandrak.

– Det var der, da vi begyndte at skabe grupper af såkaldte "Ukrainske folks selvforsvar" (UNSO på ukr., red). Jeg har tilhørt denne organisation indtil nu. Under banneret af denne organisation,  forsvarede jeg ukrainere i Transnistrien i 1992 fra aggression af rumænske og moldoviske nationalister og chauvinister. Indtil 1940 var Transnistrien en del af Ukraine, hvor 80% af befolkningen var ukrainsk. Da der begyndtes et virkeligt folkedrab, gik vi som frivillige for at kæmpe på ukrainernes  side i Transnistrien. Jeg var første stedfortrædende chef for den særlige enhed af UNSO. I 1994 da begyndte den første konflikt mellem georgiere og abkhasierne, den georgisk-abkhasiske krig, som i høj grad var påvirket af Rusland, gik jeg for at kæmpe på georgiernes side, forsvare deres uafhængighed. Dette var min anden krig.
Noget fra krigen i Georgien og Abkhasien minder mig om krigen i Ukraine. Jeg troede aldrig, at jeg skulle kæmpe i Ukraine. Men det skulle jeg.

Frivilligt til krigen i Donbass

  Sergiy husker, at hans første besøg i ATO-området (anti-terrorist operation, red.) var sjældne i begyndelse. I slutningen af ​​juli, sammen med hans holdkammerater fra specialstyrker af Volyn afdeling af UNSO, gik de i krig i Donbass. Det var 16 drenge på 18-25 år (ingen af ​​dem tjente i hæren før, red), som Sergiy personligt forberedte til kampene. Tidligere havde de også en frivillig træning på grundlag af bataljonen "Dnipro-1" nær Odessa, og så havde de trænet sig i Rivne og Volyn regionerne i træningslejre.

– Blandt de 12 frivillige bataljoner, har vi valgt en frivillig bataljon "Aydar", der som den eneste havde hørt til hæren af de væbnede styrker i Ukraine (de andre har tilhørt Indenrigsministeriet eller Nationalgarden, red.). I slutningen af ​​juli kørte vi med Rivnes ambulance-læger, der samlede medicin til et militærhospital i Lugansk regionen. Vi skulle ledsage ambulancen med vores egne våben for dens sikkerhed. Overdragelsen af bilen fandt sted i byen Svatove. Der var alle de regionale myndigheder, fordi mange byer var blevet besat.

Militærudstyr til kampene

– Vi blev mobiliseret frivilligt med kun ét formål - at kæmpe for at vinde.
I landsbyen Polovynkyne, hvor vi fik våben - maskinpistoler af typen "stormgevær" (AKSU), med en skudlængde på 100-120 meter (nærkampsvåben, red). Til sammenligning har de russiske krigere og seperatister den mere moderne slags Kalashnikov maskinpistol med meget større kaliber og skudlængde på 300-400 meter. Vi fik 2 magasiner til våbenet, jeg købte selv patroner med 7,62 kaliber i Rivne. Hvis det er en hurtig kamp under angreb, er 1 magasin 20 sekunder af kampen. Når soldater skal befri en by fra separatistiske terrorister, skal man have 12 sådanne magasiner! Jeg havde også 1 F-1 granat som gave fra min ven og to andre antipersonelminer. Så sammen med min egen (legalt registrerede våben) karabin tog jeg til den første kamp.

Vi ankom den 4. august til landsbyen Schastya (Lykke på dansk, red), og den 5. kl. 4 om morgenen drog vi til den første kamp. Opgaven var at befri byen Lugansk. Helt ærligt, de frivillige bataljoner kunne befri byen Lugansk og andre steder i begyndelsen af ​​august. Men desværre fik vi ikke støtte fra hæren. Jeg tror ikke, der var nogen særlige instruktioner. Generelt havde vi i maj ikke nogen hær - blandt de 180 tusinde, der officielt var optaget i hæren, var der i virkeligheden kun op til 6 tusind effektive soldater. Men hvis de frivillige bataljoner ikke havde hjulpet, var udviklingen i Donbass meget være...

Den frivillige battaljon "Aydar" er landstyrker, de opererer i Lugansk-regionen som del af ATO-enheder. Navnet var til ære for floden Aydar, hvor den første kamp skete. Målene for bataljonen er at patruljere veje, hjælp til civile, der vil forlade de besatte områder, efterretning, befrielse af byer og landsbyer i samarbejde med de væbnede styrker i Ukraine. Sergiy minder om, at "Aydar" blev oprettet af 5 personer fra Lugansk, der smalede andre hundrevis af frivillige og blev klar til at forsvare  fædrelandet. De første hundrede ankom til "Aydar" fra Maidan (aktivister fra Euromaidans revolution, red), det var "Et Hundrede"  - krigere fra Volyn.

– Da jeg ankom til "Aydar", bad jeg om at tjene med mine kammerater i den anden Volyns selskab "Vesten" ("Zahidna" rota, på ukr., red.), af kommandøren Igor, kaldet  "Zola" ("aske" på dansk. Er nu kendt som MP Igor Lapin fra Lutsk i det nuværende Verkhovna Rada, red). Jeg gik til den anden deling af Vitaliy Gorets, der kæmpede på  Abkhasiens side i 1994, og jeg var på Georgiens side. I Donbass mødtes vi for at kæmpe sammen for Ukraine.

I "Aydar" kæmpede jeg i nøjagtig 14 dage. Jeg havde 4 kampe på frontlinjen, under angreb af "Grad" og "Hurricane" missilsystemer, som beskød os fra Lugansks og Ruslands side. Dette er en rigtig krig, når du angriber, bliver du angrebet. I nærheden af ​​Zhovtneve landsbyen kæmpede vi i tre dage. Imod os kæmpede den russiske særlige styrke "Giurza" (navnet på den største giftslange i Rusland, red), og vi slog 34 deres soldater ihjel med de våben, som vi havde.

Alvorligt såret

– Vi fik opgaven at blokere vejen nær landsbyen Hryaschuvate, som forbinder Lugansk med Rusland. Den 12. august var Lugansk faktisk fuldt omringet. Da vi kl. 07:00 med vores kolonne kom til Hryschuvate området, blev vi beskudt af 4 snigskytter, og en ung skytte Valentyn blev dræbt af skud i halspulsåren. Efter 11 timers kamp, kl. 18.00, blev jeg såret ved det samme kryds. Der var, ifølge vores efterretning, 400 separatister, og vi var 160. Vi har været støttet af 3 kampevogne og 3 panserede køretøjer. Vi startede at lave skyttegrave, fordi fjendens tanke begyndte at komme fra Rusland (kampestedet var 28 km fra Rusland og 5 km fra Lugansk, red). Hver 7 - 10 minut blev vi angrebet af missilsystemerne "Grad" og "Hurricane" fra Rusland og kampevogne og artilleri med 120 mm morterer fra Lugansk.
Vores bataljon havde 80 mm morterer. Vi skulle forhindre tunge styrker fra Rusland i at ankomme til Ukraine. Men det tredje angreb omringede os faktisk i vores skyttegrav. Først havde vi over os set en russiske drone, som meget tydeligt fotograferede området. Jeg vil sige ærligt, at alt så jeg i livet, men har aldrig set det, der her skete.

En mine ramte mit venstre ben. På dette tidspunkt talte jeg til tankens skytte Vadym, som stod bag kampevognen, han var 26 år. Mellem os var der tre meter. Minen ramte  hans hovedet, og mit knæ. Minen slog i jorden og jeg så, at han uden hoved og ben faldt ned nær tanken. Jeg blev reddet, fordi jeg faldt i en grøft, og splinterne fløj sidelæns.

Mine kammerater har været i nærheden, snigskytten Leo fra Lviv og Ruslan hjalp mig akut med forbindning af benet og smertestoppede injektion. Heldigvis var der en "aydarivka" (ambulance, red). Sygeplejersken Stella fra Donetsk og paramediciner Andriy fra Poltava, det var hans første kamp, men han er en meget fornuftigt læge, lukkede såret med årepresse og blokerede arterien i lysken. Typisk kan en person, der får den slags sår, miste alt blod på 3 minutter eller kan dø af chok. Efter en halv time var vi i Lugansk lufthavn, hvor der var et underjordisk militærhospital. Vores ambulance blev beskudt 3 gange.

Oberst i lægetjenesten Valeriy Pasternak fra Chernivtsi reddede mit liv, selv om Lugansk lufthavn var under konstant bombardement. Kirurgen sagde i et ​​interview, at de havde endnu ikke udpakket det medicinske udstyr, da der til hospitalet ankom fem sårede fra bataljon "Aydar". Han udførte amputation af min ben med en soldats kniv (bajonet, red). Han huskede mig, fordi jeg var en de første patienter og råbte "Ære til Ukraine, fyre!" Jeg var heldig, fordi en soldat Andriy gav mig blod "fra bord til bord", fordi jeg mistede næsten 4 liter. En anden soldat fra en faldskærmsbrigade havde også blod af type 1 plus, og gav mig også sit blod. Jeg var uden bevidsthed.

Det var den 13. august, og den 14. august blev jeg transporteret med helikopter til Kharkiv. Der blev jeg reddet af et genoplivningshold fra Kharkivs Militær Hospital, som ledes af Valentyn Bondarenko. Udstyret har ikke vist tegn på liv, så man kan antage, at jeg blev bragt som en "belastning-200" (cargo-200, red.). Men han bad sygeplejersken, en lille kvinde med et meget godt øre for musik, at tjække mig. Hun målte med et håndværktøj et tryk på 60/20 og rapportede til genoplivningsholdet, at jeg var live! En dag efter kom jeg til bevidsthed.
Jeg vågnede efter koma, og jeg opdagede, at min mobiltelefon - under kamp satte jeg den bag bæltet tæt på maven -  var sat fast til min mave med bandage. Måske lægerne mente, at mobiltelefonen var meget værdifuld for mig, derfor satte de den fast på mig. (smiler).

Jeg kommunikerede med kirurgen Pasternak, og han fortalte mig om mit sår. Han sagde, at min situation var meget vanskelig, og de havde tvivlet på, at jeg overlede. Jeg mødte ham før Julen, vi blev venner.

Hvad er problemet i denne krig? Ud over dårlige våben, har vi da en svag militær kommando?

– Jeg siger altid, at det er ikke vores krig, men vores land. Og hvis vi ikke var der (der menes mennesker, de forsvarer landet, red), kunne fjenden overtage hele Ukraine. Det kunne væree sket for lang tid siden, hvis ikke der var frivillige soldater sammen med permanent enorm hjælp af frivillige ukrainere. Hæren og frivillige bataljoner er levende kun takket være frivillige ukrainere - fra de små ting til de alvorlige ting.

Med hensyn til vores kommando, skal vi forstå, at hæren i Ukraine blev systematisk ødelagt. Selv om det potentiale, som forblev fra Sovjetunionen, er blevet gemt. Vi har på lagre mange gode våben produceret i 89-90 - Kalashnikov maskinpistoler og tunge våben. Men desværre, for at få denne maskinpistol fra lageret, skal man vente 3 måneder og 32 signaturer fra generaler fra generalstaben. Dog arbejder der i generalstaben halvt af FSB-repræsentanter med halvt af dem, som arbejder for penge - dette viste "Ilovaisks kedlen" (der menes kampene for Illovaisk, hvor den ukrainske hær mistede mange soldater, red) og kampene for Debaltseve. De ønskede at sende alle frivillige bataljoner til Ilovaisks kedlen, men "Azov" og "Aydar" nægtede på trods af kommando. Det er bestemt et problem. Men der er også en ekstern faktor - Putin mente, at han kunne roligt besætte 6 ukrainske regioner, som det skete med Krim. Men folket rejste sig imod, og det skete ikke.

Du sagde, at krigen i Georgien og Ukraine ligner hindanden, men hvad er det præcist?

– De er meget ens. Selvfølgelig er der nu mere moderne våben, men det er den samme taktik af russerne - at maskere kampvognene med blå-gule flag og skyde ukrainske soldater ned bagfra, samt forhånelse af fanger.

Du fortæller, at mange mennesker, der kæmper for Donbass er fra det vestlige Ukraine. Er der mennesker i de frivillige bataljoner fra selve Donbass, forsvarer de deres land?
– Der er mange patrioter af Ukraine, de var altid i Lugansk og Donetsk regioner. Jeg har mange venner i Donetsk, Lugansk, Severodonetsk og Svatove.

Når vi snakker om "Volyn" militærselskab, har vi mere end 100 mennesker, omkring 20 personer fra Kharkiv, Lugansk og Donetsk, der er fyre fra Krim, 4 fra Georgien. Fra slagmarken blev jeg reddet af sygeplejersken Stella, hun er 44 år, fra Donetsk, og hun har tre børn, sammen med sin mand kæmper de for befrielsen af Donbass. Generelt repræsenteres hele Ukraine i "Aydar".

Da du var i konfliktområdet, havde du da mulighed for at kommunikere med beboere? Hvordan reagerede de på soldater fra de frivillige bataljoner?

– Vi havde muligheder for at kommunikere i Mala Vergunka og Velyka Vergunka landsbyerne. Der dominerede mest den ældre generation, da vi stoppede ved distrikt "khrushchevky" (husene, som blev bygget i tiden under regeringen af Khrushchev, red). Folk gemte sig i kældrene, da der blev skudt med missilsystemerne "Grad" og "Hurricane". I begyndelsen følte vi årvågenhed i forhold til os. Men når folk har set, at vi ikke dræber dem, ikke voldtager, men derimod snarere tilbyder hjælp, fordi vi havde vand og medicin, begyndte de at komme til os. Vi havde generatorer, de kom til os for at ringe med mobiltelefoner. Da vi forlod området, efterlod vi dem mad, vand, samt sække og andre værktøjer, som vi lånte hos dem. Byen Svatove var generelt super "gul-blå by". I modsætning til Severodonetsk, hvor vi følte spænding og årvågenhed. Da vi  anholdt separatister, misbrugte vi ikke med vold. Vi kunne tvinge dem til at rense kartofler, vaske toiletter. Da vi fangede borgmesteren af Lugansk, løb han ind i bilen, der havde han omkring 300 tusind dollars og våben. Vi fangede og videregav til sikkerhedstjenesten en regional chef for skat, da han kom til sit hus for at tjekke, om alt der var i orden eller ej. I hans hus så vi portrætter af Yanukovych og Putin.
Blev mange af dine kammerater fra "Aydar" fanget?

– Bare en måned efter min sår, blev "Aydars" bil ramt af en mine tæt på Lugansk lufthavn. Fire fyre blev dræbt, en såret kravlede til landsbyen, som var i nærheden, de forbandt hans sår og overgav ham til separatisterne. Denne unge 19-årige mand Vasyl fra Stariy Sambor i Lviv-regionen. Seperatisterne skar med soldaterkniv hans arme over albuerne, og han råbte "Ære til Ukraine!" Efter en halv måned blev han befriet fra fangenskab.

Min kammerat fra UNSO Andriy "Grizzly" blev angrebet med andre 12 "Aydar" soldater, fem af dem var fra min enhed. Kun 4 mænd overlevede, men mine 2 brødre 21-årige Volodymyr og 24-årige Dmytro Hodyak blev holdt fanget siden den 30. september sidste år.

2 film, som de russiske faldskærmstropper udbredte, viser et pas fra en af mine fyre og de oplæser hans navn. Ifølge vores information er Volodymyr nu i Oktyabrsk området tæt på Lugansk og arbejder i minen, han er en fange af Don Cossacks. Sandsynligvis skulle der arrangeres 3 gange udveksling af fanger, men hidtil er det ikke sket. Jeg vil gerne have dem til at være i live.

Faktisk ifølge de oplysninger, jeg har, på næsten alle hospitaler behandles fyre, der har fået afskåret kønsorganerne.

Imod os kæmper lejesoldater, "Kadyrovs" soldater, sammen med den regulære hær og elite-enheder af den russiske hær - faldskærmssoldater fra Pskov og Ryazan divisioner, elite-enheder af Den Russiske Føderations føderale Hoved Efterretningstjeneste.

Den 5. august kom vi til Zhovtneviy området ved Lugansk, området bliver kaldt Krasnyi Yar. I tre dage kæmpede vi mod en eliteenhed af Hoved Efterretningstjenesten for bekæmpelse af terrorisme, "Giurza." Vi ved præcis, at det var dem, fordi vi tog dem til fange.

Oplysninger om tab hos den ukrainske hær er meget fragmenterede. Du var der, du har helt sikkert deres kilde. Hvor mange liv mistede den ukrainske hær i krigen i Donbass?

– Hvis man snakker kun "Aydar" bataljonen, blev der siden maj 2014 dræbt mere end 300 soldater og over 300 blev såret, halvdelen af dem kritisk såret, snesevis er dem, som mangler.
I min enhed er der 5 personer, som mangler. Liget af 1 manglede blev identificeret. For to uge siden begravede vi ham, det var soldaten "Khmel" fra Khmelnytsky. Ifølge statistikken har der været flest tab blandt vores soldater fra Volyn-regionen.

Der er mange diskussioner om muligheden for at indføre fredsbevarende styrker til Ukraine. Kan det hjælpe med at løse krigen?

– Jeg tror ikke, det vil løse krigen. I oplevelsen med "blå hjelme" i Kosovo, passerede der 4.5 år, før alt faldt på plads. Medmindre den russiske hær på området af Lugansk og Donetsk-regionen ikke vil støtte terrorisme og levere tunge våben til Ukraine...(pause)

Ja, vi har kampvogne af 62 og 64 (det er årene for kampvognes produktion, red). De kæmper med 90-kampevogne og med de nyeste AK-100 (Kalashnikov maskinpistoler, red.), vi har maskinpistoler fra 1974. Deres våben er mere moderne, men trods alt kæmper vi!