10. april 2015
Newsgerrig.com talte med militærofficer og krigsveteran, som
kæmpede i den frivillige bataljon "Aydar" i Lugansk-regionen. Han var
med i to krige i Transnistrien og Georgien, og i krigen i Donbass var han et
skridt fra at miste livet.
Med krigeren fra den
frivillige bataljon "Aydar" Sergiy, der i krigen har kaldesignalet
"Syviy" (betryder "grå" på dansk, red), mødtes vi hjemme
hos leder af ungdomsorganisation
"Lastivka" Alina Protsyk. Sergiy
er reserveofficer af de væbnede styrker i Ukraine. I august 2014 tog Sergiy som frivillig til
"Aydar" bataljonen, han har været 14 dage ved fronten, 4 gange i
forreste linje. I den fjerde og sidste kamp mistede han næsten livet - en mine
eksploderede i nærheden af ham og dræbte kammerater, og Sergiy mistede et
ben. Alt dette overlevede han i de to andre krige, men han siger, at han aldrig
troede, at han skulle udkæmpe en krig for at forsvare sit hjemland Ukraine.
Sergiy Pandrak bor i
Rivne, men hans fødeby er landsbyen Chertkovo i Ternopil- regionen. Sergiy er
sportsmand i den klassiske græsk-romerske brydning. I 1979 blev han inviteret
til Rivne, hvor indtastet til Ingeniørernes Institut for Vandøkonomi. I Rivne
blev han gift og har nu to børn - sønnen Andriy og en yngre datter Yulia. Han
er bedstefar til 4 børnebørn - to drenge og to piger.
Desuden er Sergiy
professionel bygherre. Omkring 30 år ledede han netop byggeriet i en
organisation for ungdomsprojekter, de byggede mange boliger i hele Ukraine.
Siden 1998 har han udført en række offentlige boligprogrammer for unge.
Tre krige i livet
"Den 19. august 1991
blev den første dag i forsøget på statskup (Augustkuppet, red), begået af de
gamle kommunister, medlemmer af den sovjetiske regering, da Gorbatjov blev
arresteret i Foros, Krim," mindes Sergiy Pandrak.
– Det var der, da vi
begyndte at skabe grupper af såkaldte "Ukrainske folks selvforsvar"
(UNSO på ukr., red). Jeg har tilhørt denne organisation indtil nu. Under
banneret af denne organisation, forsvarede jeg ukrainere i Transnistrien
i 1992 fra aggression af rumænske og moldoviske nationalister og chauvinister.
Indtil 1940 var Transnistrien en del af Ukraine, hvor 80% af befolkningen var
ukrainsk. Da der begyndtes et virkeligt folkedrab, gik vi som frivillige for at
kæmpe på ukrainernes side i Transnistrien. Jeg var første stedfortrædende
chef for den særlige enhed af UNSO. I 1994 da begyndte den første konflikt mellem
georgiere og abkhasierne, den georgisk-abkhasiske krig, som i høj grad
var påvirket af Rusland, gik jeg for at kæmpe på georgiernes side,
forsvare deres uafhængighed. Dette var min anden krig.
Noget fra krigen i
Georgien og Abkhasien minder mig om krigen i Ukraine. Jeg troede aldrig, at jeg
skulle kæmpe i Ukraine. Men det skulle jeg.
Frivilligt til krigen i
Donbass
Sergiy husker, at
hans første besøg i ATO-området (anti-terrorist operation, red.) var sjældne i
begyndelse. I slutningen af juli, sammen med hans holdkammerater fra
specialstyrker af Volyn afdeling af UNSO, gik de i krig i Donbass. Det var 16
drenge på 18-25 år (ingen af dem tjente i hæren før, red), som Sergiy
personligt forberedte til kampene. Tidligere havde de også en frivillig træning
på grundlag af bataljonen "Dnipro-1" nær Odessa, og så havde de
trænet sig i Rivne og Volyn regionerne i træningslejre.
– Blandt de 12 frivillige
bataljoner, har vi valgt en frivillig bataljon "Aydar", der som den
eneste havde hørt til hæren af de væbnede styrker i Ukraine (de andre har
tilhørt Indenrigsministeriet eller Nationalgarden, red.). I slutningen af
juli kørte vi med Rivnes ambulance-læger, der samlede medicin til et
militærhospital i Lugansk regionen. Vi skulle ledsage ambulancen med vores egne
våben for dens sikkerhed. Overdragelsen af bilen fandt sted i byen Svatove. Der
var alle de regionale myndigheder, fordi mange byer var blevet besat.
Militærudstyr til kampene
– Vi blev mobiliseret
frivilligt med kun ét formål - at kæmpe for at vinde.
I landsbyen Polovynkyne,
hvor vi fik våben - maskinpistoler af typen "stormgevær" (AKSU), med en skudlængde på 100-120 meter
(nærkampsvåben, red). Til sammenligning har de russiske krigere og seperatister
den mere moderne slags Kalashnikov maskinpistol med meget større kaliber og
skudlængde på 300-400 meter. Vi fik 2 magasiner til våbenet, jeg købte selv patroner
med 7,62 kaliber i Rivne. Hvis det er en hurtig kamp under angreb, er 1 magasin
20 sekunder af kampen. Når soldater skal befri en by fra separatistiske
terrorister, skal man have 12 sådanne magasiner! Jeg havde også 1 F-1 granat
som gave fra min ven og to andre antipersonelminer. Så sammen med min egen
(legalt registrerede våben) karabin tog jeg til den første kamp.
Vi ankom den 4. august
til landsbyen Schastya (Lykke på dansk, red), og den 5. kl. 4 om
morgenen drog vi til den første kamp. Opgaven var at befri byen Lugansk. Helt
ærligt, de frivillige bataljoner kunne befri byen Lugansk og andre steder i
begyndelsen af august. Men desværre fik vi ikke støtte fra hæren. Jeg tror
ikke, der var nogen særlige instruktioner. Generelt havde vi i maj ikke nogen
hær - blandt de 180 tusinde, der officielt var optaget i hæren, var der i
virkeligheden kun op til 6 tusind effektive soldater. Men hvis de frivillige
bataljoner ikke havde hjulpet, var udviklingen i Donbass meget være...
Den frivillige battaljon "Aydar"
er landstyrker, de opererer i Lugansk-regionen som del af ATO-enheder. Navnet
var til ære for floden Aydar, hvor den første kamp skete. Målene for bataljonen
er at patruljere veje, hjælp til civile, der vil forlade de besatte områder, efterretning,
befrielse af byer og landsbyer i samarbejde med de væbnede styrker i Ukraine.
Sergiy minder om, at "Aydar" blev oprettet af 5 personer fra Lugansk,
der smalede andre hundrevis af frivillige og blev klar til at forsvare
fædrelandet. De første hundrede ankom til "Aydar" fra Maidan
(aktivister fra Euromaidans revolution, red), det var "Et
Hundrede" - krigere fra Volyn.
– Da jeg ankom til
"Aydar", bad jeg om at tjene med mine kammerater i den anden Volyns
selskab "Vesten" ("Zahidna" rota, på ukr., red.), af
kommandøren Igor, kaldet "Zola" ("aske" på dansk. Er
nu kendt som MP Igor Lapin fra Lutsk i det nuværende Verkhovna Rada, red). Jeg gik til den anden deling af
Vitaliy Gorets, der kæmpede på Abkhasiens side i 1994, og jeg var på
Georgiens side. I Donbass mødtes vi for at kæmpe sammen for Ukraine.
I "Aydar"
kæmpede jeg i nøjagtig 14 dage. Jeg havde 4 kampe på frontlinjen, under angreb
af "Grad" og "Hurricane" missilsystemer, som beskød
os fra Lugansks og Ruslands side. Dette er en rigtig krig, når du angriber,
bliver du angrebet. I nærheden af Zhovtneve landsbyen kæmpede vi i tre dage.
Imod os kæmpede den russiske særlige styrke "Giurza" (navnet på den
største giftslange i Rusland, red), og vi slog 34 deres soldater ihjel med de
våben, som vi havde.
Alvorligt såret
– Vi fik opgaven at
blokere vejen nær landsbyen Hryaschuvate, som forbinder Lugansk med Rusland.
Den 12. august var Lugansk faktisk fuldt omringet. Da vi kl. 07:00 med vores
kolonne kom til Hryschuvate området, blev vi beskudt af 4 snigskytter, og en
ung skytte Valentyn blev dræbt af skud i halspulsåren. Efter 11 timers kamp,
kl. 18.00, blev jeg såret ved det samme kryds. Der var, ifølge vores
efterretning, 400 separatister, og vi var 160. Vi har været støttet af 3
kampevogne og 3 panserede køretøjer. Vi startede at lave skyttegrave, fordi
fjendens tanke begyndte at komme fra Rusland (kampestedet var 28 km fra Rusland
og 5 km fra Lugansk, red). Hver 7 - 10 minut blev vi angrebet af
missilsystemerne "Grad" og "Hurricane" fra Rusland og
kampevogne og artilleri med 120 mm morterer fra Lugansk.
Vores bataljon havde 80 mm
morterer. Vi skulle forhindre tunge styrker fra Rusland i at ankomme til
Ukraine. Men det tredje angreb omringede os faktisk i vores skyttegrav. Først
havde vi over os set en russiske drone, som meget
tydeligt fotograferede området. Jeg vil sige ærligt, at alt så jeg i
livet, men har aldrig set det, der her skete.
En mine ramte mit venstre
ben. På dette tidspunkt talte jeg til tankens skytte Vadym, som stod bag
kampevognen, han var 26 år. Mellem os var der tre meter. Minen ramte hans
hovedet, og mit knæ. Minen slog i jorden og jeg så, at han uden hoved og ben
faldt ned nær tanken. Jeg blev reddet, fordi jeg faldt i en grøft, og
splinterne fløj sidelæns.
Mine kammerater har været
i nærheden, snigskytten Leo fra Lviv og Ruslan hjalp mig akut med forbindning
af benet og smertestoppede injektion. Heldigvis var der en
"aydarivka" (ambulance, red). Sygeplejersken Stella fra Donetsk og
paramediciner Andriy fra Poltava, det var hans første kamp, men han er en meget
fornuftigt læge, lukkede såret med årepresse og blokerede arterien i lysken.
Typisk kan en person, der får den slags sår, miste alt blod på 3 minutter eller
kan dø af chok. Efter en halv time var vi i Lugansk lufthavn, hvor der var et
underjordisk militærhospital. Vores ambulance blev beskudt 3 gange.
Oberst i lægetjenesten
Valeriy Pasternak fra Chernivtsi reddede mit liv, selv om Lugansk lufthavn var
under konstant bombardement. Kirurgen sagde i et interview, at de havde endnu
ikke udpakket det medicinske udstyr, da der til hospitalet ankom fem sårede fra
bataljon "Aydar". Han udførte amputation af min ben med en soldats
kniv (bajonet, red). Han huskede mig, fordi jeg var en de første patienter og
råbte "Ære til Ukraine, fyre!" Jeg var heldig, fordi en soldat Andriy
gav mig blod "fra bord til bord", fordi jeg mistede næsten 4 liter.
En anden soldat fra en faldskærmsbrigade havde også blod af type 1 plus, og gav
mig også sit blod. Jeg var uden bevidsthed.
Det var den 13. august, og
den 14. august blev jeg transporteret med helikopter til Kharkiv. Der blev jeg
reddet af et genoplivningshold fra Kharkivs Militær Hospital, som ledes af
Valentyn Bondarenko. Udstyret har ikke vist tegn på liv, så man kan antage, at
jeg blev bragt som en "belastning-200" (cargo-200, red.). Men han bad
sygeplejersken, en lille kvinde med et meget godt øre for musik, at tjække mig.
Hun målte med et håndværktøj et tryk på 60/20 og rapportede til
genoplivningsholdet, at jeg var live! En dag efter kom jeg til bevidsthed.
Jeg vågnede efter koma, og
jeg opdagede, at min mobiltelefon - under kamp satte jeg den bag bæltet tæt på
maven - var sat fast til min mave med bandage. Måske lægerne mente, at
mobiltelefonen var meget værdifuld for mig, derfor satte de den fast på mig.
(smiler).
Jeg kommunikerede med
kirurgen Pasternak, og han fortalte mig om mit sår. Han sagde, at min situation
var meget vanskelig, og de havde tvivlet på, at jeg overlede. Jeg mødte ham før
Julen, vi blev venner.
Hvad er problemet i denne
krig? Ud over dårlige våben, har vi da en svag militær kommando?
– Jeg siger altid, at det
er ikke vores krig, men vores land. Og hvis vi ikke var der (der menes
mennesker, de forsvarer landet, red), kunne fjenden overtage hele Ukraine. Det
kunne væree sket for lang tid siden, hvis ikke der var frivillige soldater sammen
med permanent enorm hjælp af frivillige ukrainere. Hæren og frivillige
bataljoner er levende kun takket være frivillige ukrainere - fra de små ting
til de alvorlige ting.
Med hensyn til vores
kommando, skal vi forstå, at hæren i Ukraine blev systematisk ødelagt. Selv om
det potentiale, som forblev fra Sovjetunionen, er blevet gemt. Vi har på lagre
mange gode våben produceret i 89-90 - Kalashnikov maskinpistoler og
tunge våben. Men desværre, for at få denne maskinpistol fra lageret, skal man vente
3 måneder og 32 signaturer fra generaler fra generalstaben. Dog arbejder der i
generalstaben halvt af FSB-repræsentanter med halvt af dem, som arbejder for
penge - dette viste "Ilovaisks kedlen" (der menes kampene for
Illovaisk, hvor den ukrainske hær mistede mange soldater, red) og kampene for
Debaltseve. De ønskede at sende alle frivillige bataljoner til Ilovaisks
kedlen, men "Azov" og "Aydar" nægtede på trods af kommando.
Det er bestemt et problem. Men der er også en ekstern faktor - Putin mente, at
han kunne roligt besætte 6 ukrainske regioner, som det skete med Krim. Men
folket rejste sig imod, og det skete ikke.
Du sagde, at krigen i
Georgien og Ukraine ligner hindanden, men hvad er det præcist?
– De er meget ens.
Selvfølgelig er der nu mere moderne våben, men det er den samme taktik af
russerne - at maskere kampvognene med blå-gule flag og skyde ukrainske soldater
ned bagfra, samt forhånelse af fanger.
Du fortæller, at mange
mennesker, der kæmper for Donbass er fra det vestlige Ukraine. Er der mennesker
i de frivillige bataljoner fra selve Donbass, forsvarer de deres land?
– Der er mange patrioter
af Ukraine, de var altid i Lugansk og Donetsk regioner. Jeg har mange venner i Donetsk, Lugansk, Severodonetsk og Svatove.
Når vi snakker om
"Volyn" militærselskab, har vi mere end 100 mennesker, omkring 20
personer fra Kharkiv, Lugansk og Donetsk, der er fyre fra Krim, 4 fra Georgien.
Fra slagmarken blev jeg reddet af sygeplejersken Stella, hun er 44 år, fra
Donetsk, og hun har tre børn, sammen med sin mand kæmper de for befrielsen af
Donbass. Generelt repræsenteres hele Ukraine i "Aydar".
Da du var i
konfliktområdet, havde du da mulighed for at kommunikere med beboere? Hvordan
reagerede de på soldater fra de frivillige bataljoner?
– Vi havde muligheder for
at kommunikere i Mala Vergunka og Velyka Vergunka landsbyerne. Der dominerede
mest den ældre generation, da vi stoppede ved distrikt "khrushchevky"
(husene, som blev bygget i tiden under regeringen af Khrushchev, red). Folk gemte
sig i kældrene, da der blev skudt med missilsystemerne "Grad" og
"Hurricane". I begyndelsen følte vi årvågenhed i forhold til os. Men
når folk har set, at vi ikke dræber dem, ikke voldtager, men derimod snarere
tilbyder hjælp, fordi vi havde vand og medicin, begyndte de at komme til os. Vi
havde generatorer, de kom til os for at ringe med mobiltelefoner. Da vi forlod
området, efterlod vi dem mad, vand, samt sække og andre værktøjer, som vi lånte
hos dem. Byen Svatove var generelt super "gul-blå by". I modsætning
til Severodonetsk, hvor vi følte spænding og årvågenhed. Da vi anholdt
separatister, misbrugte vi ikke med vold. Vi kunne tvinge dem til at rense
kartofler, vaske toiletter. Da vi fangede borgmesteren af Lugansk, løb han ind
i bilen, der havde han omkring 300 tusind dollars og våben. Vi fangede og
videregav til sikkerhedstjenesten en regional chef for skat, da han kom til sit
hus for at tjekke, om alt der var i orden eller ej. I hans hus så vi
portrætter af Yanukovych og Putin.
Blev mange af dine
kammerater fra "Aydar" fanget?
– Bare en måned efter min
sår, blev "Aydars" bil ramt af en mine tæt på Lugansk lufthavn. Fire
fyre blev dræbt, en såret kravlede til landsbyen, som var i nærheden, de
forbandt hans sår og overgav ham til separatisterne. Denne unge 19-årige mand
Vasyl fra Stariy Sambor i Lviv-regionen. Seperatisterne skar med soldaterkniv
hans arme over albuerne, og han råbte "Ære til Ukraine!" Efter en
halv måned blev han befriet fra fangenskab.
Min kammerat fra UNSO
Andriy "Grizzly" blev angrebet med andre 12 "Aydar"
soldater, fem af dem var fra min enhed. Kun 4 mænd overlevede, men mine 2
brødre 21-årige Volodymyr og 24-årige Dmytro Hodyak blev holdt fanget siden den
30. september sidste år.
2 film, som de russiske
faldskærmstropper udbredte, viser et pas fra en af mine fyre og de
oplæser hans navn. Ifølge vores information er Volodymyr nu i Oktyabrsk området
tæt på Lugansk og arbejder i minen, han er en fange af Don Cossacks.
Sandsynligvis skulle der arrangeres 3 gange udveksling af fanger, men hidtil er
det ikke sket. Jeg vil gerne have dem til at være i live.
Faktisk ifølge de
oplysninger, jeg har, på næsten alle hospitaler behandles fyre, der har fået
afskåret kønsorganerne.
Imod os kæmper
lejesoldater, "Kadyrovs" soldater, sammen med den regulære hær og
elite-enheder af den russiske hær - faldskærmssoldater fra Pskov og Ryazan
divisioner, elite-enheder af Den Russiske Føderations føderale Hoved
Efterretningstjeneste.
Den 5. august kom vi til
Zhovtneviy området ved Lugansk, området bliver kaldt Krasnyi Yar. I tre dage
kæmpede vi mod en eliteenhed af Hoved Efterretningstjenesten for bekæmpelse af
terrorisme, "Giurza." Vi ved præcis, at det var dem, fordi vi tog dem
til fange.
Oplysninger om tab hos den
ukrainske hær er meget fragmenterede. Du var der, du har helt sikkert deres
kilde. Hvor mange liv mistede den ukrainske hær i krigen i Donbass?
– Hvis man snakker kun
"Aydar" bataljonen, blev der siden maj 2014 dræbt mere end 300
soldater og over 300 blev såret, halvdelen af dem kritisk såret, snesevis er
dem, som mangler.
I min enhed er der 5
personer, som mangler. Liget af 1 manglede blev identificeret. For to uge siden
begravede vi ham, det var soldaten "Khmel" fra Khmelnytsky. Ifølge
statistikken har der været flest tab blandt vores soldater fra Volyn-regionen.
Der er mange diskussioner
om muligheden for at indføre fredsbevarende styrker til Ukraine. Kan det hjælpe
med at løse krigen?
– Jeg tror ikke, det vil
løse krigen. I oplevelsen med "blå hjelme" i Kosovo, passerede der
4.5 år, før alt faldt på plads. Medmindre den russiske hær på området af
Lugansk og Donetsk-regionen ikke vil støtte terrorisme og levere tunge våben
til Ukraine...(pause)
Ja, vi har kampvogne af 62
og 64 (det er årene for kampvognes produktion, red). De kæmper med 90-kampevogne
og med de nyeste AK-100 (Kalashnikov maskinpistoler, red.), vi har
maskinpistoler fra 1974. Deres våben er mere moderne, men trods alt kæmper vi!
