30. juli 2015
I Ukraine lever over
en million mennesker på flugt. De er flygtet fra deres hjem i den krigshærgede
østlige del af landet eller fra det russisk annekterede Krim. Mange er flygtet
på grund af deres støtte til Ukraine og modstand mod russisk kontrol. Tusindvis
af internt fordrevne har søgt til hovedstaden Kiev, hvor de forsøger at skabe
et nyt liv. Det er svært i et land, hvor økonomien er tæt på kollaps.
»Vi pakkede kun én
kuffert hver. De ukrainske styrker rykkede tættere og tættere på. Vi troede,
det kun ville vare få uger inden de ville befri byen og genindføre lov og
orden. De kom aldrig«.
Alina Kotemko har
svært ved at holde tårerne tilbage, mens hun fortæller om sin flugt fra
anarkiet i det østlige Ukraine. Sammen med sin mand Sergey, deres 17 årige søn
og deres datter på tre år flygtede Alina i slutningen af maj 2014 fra fødebyen
Lugansk i det østlige Ukraine.
Foråret 2014 var
anspændt i Lugansk. I begyndelsen af april udviklede demonstrationer sig
hurtigt til et voldeligt oprør. I løbet af få uger blev demonstranterne
forvandlet til militante pro-russiske oprørere, der besatte statslige bygninger
og krævede autonomi eller løsrivelse fra Ukraine. Folkerepublikken Lugansk blev
udråbt, og en folkeafstemning om løsrivelse blev udskrevet. Op til
folkeafstemningen den 11. maj havde Alina og hendes mand på de sociale medier
givet udtryk for deres støtte til Ukraine.
»Vi opfordrede folk
til at stemme nej til løsrivelse. Nej til anarki og russisk gangstervælde«,
forklarer Alina Kotemko.
Folkeafstemningens
resultat blev som den slags har for vane, når den sættes hurtigt i værk af
bevæbnede mænd — et stort, manipuleret JA til løsrivelse fra Ukraine. Nu kunne
klapjagten på modstandere af den selvudråbte folkerepublik gå ind. Frygten fik
Alina og hendes familie til at flygte.
»En af vores venner
var blevet anholdt af militserne. I to uger sad han fængslet. Han blev sultet
og tortureret. Da han endelig blev løsladt, fik han 24 timer til at forlade
Lugansk. Vi havde hørt rygter om lister med navne på personer, der støttede
Ukraines regering. Vi tænkte, at vi sikkert var på listen. Vi turde ikke blive
i Lugansk længere«.
Tidligt om morgenen
den 31. maj 2014 steg Alina og hendes familie ombord på toget til Kiev. De var
heldige. Kun tre dage senere lukkede de pro-russiske oprørere grænsen mellem
Ukraine og den selvudråbte folkerepublik. Alinas veninde havde tilbudt familien
tag over hovedet i Kiev. Fem personer stuvet sammen i en lille etværelses
lejlighed. En midlertidig løsning, troede Alina. Snart ville de kunne vende
hjem.
»Vi var overbeviste
om, at de ukrainske styrker ville befri Lugansk i løbet af nogle få uger«.
Sådan kom det ikke
til at gå. De ukrainske styrker var for dårligt udrustede og ringe organiserede
til, at de kunne genvinde kontrollen over Lugansk. Et år senere ligger fronten stadig
fastlåst. De 1.3 millioner internt fordrevne, der er flygtet fra deres hjem i
det østlige Ukraine og Krim, har ringe udsigter til at vende hjem i den
nærmeste fremtid. De er flygtninge i deres eget land, og mange af dem må nu til
at skabe sig et nyt liv et andet sted i Ukraine, der er Europas største land
med store sproglige og kulturelle forskelle.
***
Mens hovedparten af
de internt fordrevne bor i lejre tæt på fronten, har en del især veluddannede
søgt til Ukraines storbyer. Ifølge FN’s flygtningehøjkommissariat UNHCR havde
143.000 internt fordrevne ved udgangen af juni i år slået sig ned i og omkring
Ukraines hovedstad Kiev. De er ofte ressourcestærke med kontakter i byen og med
faglige kvalifikationer, der kan bruges i en storby. Men på trods af de flere
muligheder i Kiev er det ikke nemt at bygge et nyt liv op. Det fortæller
Anatolii Zasoba. Han er 30 år og sammen med sin kone og deres datter på fem år
flygtede han i marts 2014 fra Sevastopol på Krim.
»Det er lidt nemmere
at finde et arbejde i Kiev, men ofte må de internt fordrevne tage job, der
ligger langt under deres faglige niveau«, siger Anatolii Zasoba.
»Boligmanglen er
imidlertid det største problem. Selv folk fra Kiev har svært ved at finde en
bolig her i byen. For de internt fordrevne er det endnu sværere, for udlejerne
er skeptiske overfor at leje ud til internt fordrevne. De er bange for, at de
stikker af fra huslejen. Det gælder om at kende nogen, der kender nogen, og det
kan være svært at få de rigtige kontakter i en fremmed by«.
Anatolii Zasoba var
en af de første internt fordrevne, som kom til Kiev i foråret i fjor. Ligesom
Alina Kotemko blev han nødt til at flygte på grund af sine holdninger. Anatolii
Zazoba flygtede fra sin hjemby Sevastopol på Krim, hvor han havde opbygget et efter
eget udsagn succesrigt internet marketing bureau med 50 ansatte. Han havde
opfordret sine ansatte og medlemmerne af en forening han var formand for, til
ikke at stemme til folkeafstemningen på Krim om løsrivelse fra Ukraine. En dag
Anatolii kom tilbage fra et møde fortalte hans sekretær, at militsen havde
været på kontoret og spurgt efter ham. Da vidste han, det var på tide at
forlade Krim.
Flugten gik til
Kiev, hvor Anatoli Zasoba oprettede interesseorganisationen ’Crimea Diaspora’.
Organisationen blev skabt for at gøre opmærksom på de problemer, de internt
fordrevne fra Krim oplever, og for at give dem bedre muligheder for at komme ud
af offerrollen som flygtning. Efter krigen blussede op i det østlige Ukraine
har ’Crimea Diaspora’ også hjulpet de internt fordrevne fra den del af landet.
»Vi har et godt
samarbejde med staten, der, selvom midlerne er små, forsøger at skabe gode
betingelser for de internt fordrevne. Det er primært på lovgivningsområdet,
staten gør en indsats, men direkte økonomisk hjælp er der ikke meget af. Staten
har ingen penge«, forklarer Anatoli Zasoba, der for to måneder siden i samarbejde
med blandt andre FN’s udviklingsprogram UNDP og nødhjælpsorganisationen ADRA
åbnede et center for internt fordrevne på tolvte etage i en grå betonbygning på
Lavskra gaden i det østlige Kiev.
Centeret fungerer
som et socialt mødested og som et sted, hvor de internt fordrevne kan få den
hjælp den fattige ukrainske stat ikke er i stand til at give. I lokalerne på
Lavskra gaden kan de internt fordrevne i Kiev få psykologhjælp, få passet og
undervist deres børn, få hjælp til at finde job og bolig, mødes i mødregrupper,
eller få råd og vejledning til at starte egen virksomhed. De 12 ansatte er alle
bortset fra én selv internt fordrevne. Formålet med centeret er, at give de
internt fordrevne bedre mulighed for at starte en ny tilværelse.
»Vi vil hjælpe dem
ud af en status som ofre til en status som vindere«, forklarer Anatoli Zasoba.
For Alina Kotemko
har det seneste år været en hård kamp for at forlade offerrollen. Meget er
sket, men familiens nye liv er langt fra så komfortabelt som det de forlod.
Alina, der er uddannet psykolog og havde sin egen praksis i Lugansk, har fået
nogle få klienter i Kiev. På en god måned tjener hun 3000 hryvnia (cirka 900 kr).
Hendes mand Sergey
ejede tre møbelbutikker i Lugansk. Nu arbejder han fuldtid som møbelsælger i en
butik i udkanten af Kiev til en månedsløn på 5500 hryvnia (cirka 1700 kr).
Sønnen går på
universitetet og modtager kun et lille stipendium, der knap nok dækker udgifter
til bøger. Hele familien bor sammen i en toværelses lejlighed på den østlige
bred af floden Dnepr, der skiller Kiev i en vestlig del med den gamle bymidte
og en østlig del, hvor de fleste bygninger er triste, grå boligkomplekser fra
1970’erne. Huslejen alene gnaver 5000 hryvnia af familiens månedlige budget.
»Vi har det bedre
end mange andre, men livet er stadig hårdt for os. Min mand vil gerne starte
egen virksomhed, men det er svært, for han har ingen startkapital og kan intet
spare op af sin løn«, fortæller Alina. Hun er bekymret for hvad der sker med
familien, hvis der opstår uforudsete problemer.
»Vi har ingen
opsparing, ingen sygesikring, kun lige akkurat penge til mad og husleje. Vi kan
få medicin til min datters allergi, men hvis hun bliver alvorligt syg, er der
intet vi kan stille op«.
Velfærdstat er et
fremmedord i Ukraine, hvor næsten al hjælp til de internt fordrevne bliver
givet af private eller organisationer, der henter støtte fra udlandet. Den
ukrainske stat yder humanitær hjælp så godt den kan til de mest udsatte
flygtninge, men nogen form for starthjælp eksisterer ikke. Ifølge de ukrainske
myndigheder ville staten gerne hjælpe mere, men blandt andet krigen i den
østlige del af landet tærer så meget på den i forvejen fattige stats
ressourcer, at IMF, Den Internationale Valutafond, har forudsagt, Ukraine står
overfor en statsbankerot.
Det er ikke kun med
krudt og kugler, Rusland fører krig mod Ukraine. Rusland har også indført en
handelskrig mod Ukraine, der er en medvirkende årsag til, at det ukrainske
bruttonationalprodukt er faldet 16 procent på to år.
***
På den anden bred af
den mægtige Dneprflod er en gruppe frivillige i fuld gang med at tage sig af de
opgaver, staten ikke magter. En af dem er Mario Marana fra den spanske
middelhavsby Valencia. I en alder af 62 år besluttede han sig for at tage til
Ukraine i kampen mod Putin.
»Fascisterne
ødelagde mit land og min familie. Det skal de ikke få lov til her i Ukraine.
Fascisten Putin har intet at gøre i dette land«, siger Mario fra
vinduesåbningen, hvor han deler tøj ud til folk, der er flygtet fra
forfølgelser og kamphandlinger i Donbasområdet i det østlige Ukraine.
Mario, der kun taler
spansk og rudimentært ukrainsk, som han har tilegnet sig under sit syv måneder
lange ophold i landet, er én af 72 frivillige tilknyttet nødhjælpscenteret på
Frolovskya gaden i den centrale bydel Podil i Kiev.
Mario er ikke den
eneste udlænding, men de fleste frivillige er fra Kiev. Mange var med i
Euromaidan; bevægelsen, der fra november 2013 demonstrerede og senere under
heftige kampe på Maidan Pladsen i Kiev kæmpede for at knytte Ukraine tættere
til Europa og som endte med, at den russiskorienterede præsident Viktor
Janukovitj tog flugten til Moskva.
Et midaldrende par
går ind på den forladte industrigrund, hvor otte ombyggede fragtcontainere og
et par store telte i camouflagegrønt udgør et helt lille samfund af flygtninge
og frivillige. Parret stiller en sort plastiksæk fyldt med aflagt tøj ved siden
af flyttekasser fra et flyttefirma i Kolding. I den første container på pladsen
har unge frivillige indrettet et informationscenter. Her kan de internt
fordrevne få sidste nyt om situationen i de områder, de er flygtet fra.
I en container lidt
længere inde på pladsen er mødre og børn i gang med at finde legetøj på de
hylder, der er sat op inde i fragtcontaineren. Her kæmper et stort udvalg af
brugt legetøj om børnenes opmærksomhed sammen med gyngerne og vipperne på
legepladsen bagved containeren. Ældre damer med tørklæder bundet løst om hovedet
leder efter køkkengrej i store kasser i containeren ved siden af det runde
telt, hvor der hver dag ved middagstid serveres frokost til de senest ankomne
flygtninge. De første 45 dage efter deres registrering i nødhjælpscenteret kan
flygtninge få et gratis måltid to gange om dagen, derefter må de selv sørge for
at finde mad.
»Det er ikke for at
straffe dem, men for at motivere dem til hurtigst muligt at blive
selvforsørgende«, forklarer nødhjælpscenterets leder Lesya Litvinova i
centerets hovedbygning. Her bliver de internt fordrevne registreret før de kan
gøre brug af centerets tilbud om blandt andet gratis lægehjælp, hente tøj,
køkkengrej og andre fornødenheder, og gøre brug af den tidsbegrænsede
madordning.
Det er midt på
eftermiddagen, og indtil videre er 22 familier blevet registreret i dag. Flere
venter udenfor på at komme ind og blive registreret af en af de fire
frivillige, der sidder bag hver deres computer og scanner flygtningenes pas for
at oprette dem i centerets database.
»De seneste måneder
er det især familier med børn, vi har taget imod. For dem er det en meget
større beslutning at flygte, end det er for de unge uden børn, som ikke har så
meget at miste. Familierne flygter først, når de ikke har andre muligheder for
at overleve«, siger Lesya Litvinova hurtigt og i små bidder af ord i de små
pauser mellem de konstante opkald til hendes telefon. Hele tiden er der noget
der skal ordnes, koordineres, aftales.
»Flygtningene
mangler næsten alt, når de kommer her. Vi hjælper dem med at skaffe de basale
ting, der skal til for at opretholde et tåleligt liv. Men vi mangler især
medicin. Vi kan ikke gøre meget for at hjælpe for eksempel diabetikere eller
folk med hjerteproblemer. Men de har ingen andre steder at gå hen«, fortæller
Lesya Litvinova.
Da de første internt
fordrevne kom til Kiev fra Krim og Østukraine i foråret 2014, besluttede Lesya
Litvinova og en håndfuld andre aktivister fra Euromaidan-bevægelsen, at gøre
noget for de flygtede landsmænd.
»Det var folk, der
lige som os, havde kæmpet for et bedre Ukraine. For et frit, demokratisk,
vestligt orienteret land. Det var vores pligt at hjælpe dem. Det er vores måde
at fortsætte revolutionen på«.
En erhvervsmand
tilbød aktivisterne brugsretten over en nedrivningsmoden tidligere industribygning
og den tilhørende grund bagved. I løbet af kort tid blev den forladte
industrigrund på Frolovskya gaden omdannet til Kievs største nødhjælpscenter
med nu over 40.000 internt fordrevne registreret i centerets database. Udover
de frivillige støtter mange borgere centeret ved at donere blandt andet aflagt
tøj, køkkenudstyr eller sengelinned. Udenlandske organisationer bidrager også,
blandt andet sender den danske organisation ’Hjælp Ukraines børn’ løbende
medicin og legetøj fra Danmark til centeret på Frolovskya gaden.
Et lille, tørt grin
kommer ud af Lesya Litvinovas mund da jeg spørger hende, hvordan samarbejdet er
med myndighederne. »You ask funny questions«, siger hun og viser meterhøje
stakke af papir på sit kontor. Papirdyngerne er den samlede korrespondance med
myndighederne. Især papiret fra skattemyndighederne optager meget plads.
»De tror ikke, at vi
alle sammen er frivillige. De tror, vi får løn af udenlandske organisationer.
Jeg bruger alt for meget tid på, at dokumentere hvad vi bruger penge på«, siger
Lesya Litvinova.
Hver dag stiger
udmattede flygtninge af toget på Kievs hovedbanegård. De udgør kun en lille del
af de tusinder af mennesker, som flygter fra den krig, der på trods af en snart
halvt år gammel våbenhvile, kræver nye ofre hver uge. De internt fordrevne i
Kiev og i resten af Ukraine kan ikke se frem til meget hjælp fra den ukrainske
stat, der, med stigende energipriser, tårnhøj korruption, en vedvarende krig i
den østlige del af landet, terroranslag fra højreorienterede grupper og tabet
af industriområderne i øst, kæmper for at undgå statsbankerot og det totale
systemiske sammenbrud. I stedet må de internt fordrevne håbe på, at
civilsamfundet kan hjælpe dem videre til et nyt liv.
