www.document.no/2012/08/den-svenske-logn
17.08.2012
kl. 00.28
Vores naboland hinsides Øresund har længe været udlændingepolitikkens
”Utopia”. Her modtages alle mennesker fra den tredje verden med åbne arme, hvad
enten de nu er personligt forfulgte eller blot ønsker et bedre liv uden
fattigdom. I Sverige er ”multikulturalismen” statsdoktrin på samme måde som
”antifascismen” var det i det tidligere DDR.
Og i det stærkt hierarkisk opdelte svenske samfund diskuteres magtelitens
officielle politik ikke. Selv om det ved riksdagsvalget i september 2010
lykkedes det indvandringskritiske parti, Sverigedemokraterna, at komme i
Rigsdagen, bliver det i dag af de øvrige partier frosset ude i et omfang, så
den borgerlige regering stemmer mod egne forslag, hvis det viser sig, at et
flertal kun kan tilvejebringes ved hjælp af Sverigedemokraternas stemmer.
Weekendavisen kunne for et par uger siden bringe en længere historie om
Sveriges hastige forandring. Siden august 2004 er folketallet øget med en halv
million, hvilket primært skyldes familiesammenføringer. Befolkningssammensætningen ændres samtidig. En stor del af stigningen i
befolkningstallet skyldes indvandring fra ikke-vestlige lande som Somalia, Irak
og Afghanistan.
Men Sveriges forandring har aldrig været et anliggende for den svenske
befolkning. Den er aldrig blevet spurgt. Den har aldrig ytret sig. Enhver
kritik af indvandringen har tangeret et socialt og karrieremæssigt selvmord. Så
sent som ved riksdagsvalget i 2006, havde de statslige medier pligt til at
anvende ordet ”fremmedfjendsk” i forbindelse med omtale af Sverigedemokraterna.
I dag må svenskerne leve med deres forandrede samfund. Sveriges
tredjestørste by, Malmø, et stenkast fra Danmark, udgør et af Sveriges største
sociale og etniske eksperimenter. Her er hver fjerde borger født i andre lande
end Sverige, og bydelen Rosengård er måske det første reelle parallelsamfund
med egne regler og love i Skandinavien. Her har de muslimske imamer mere at
skulle have sagt end den svenske øvrighed.
Det multikulturelle eksperiment har en række uhensigtsmæssige konsekvenser,
som især rammer den almindelige svensker. Malmø er en af Sveriges – ja
Skandinaviens – mest kriminelle byer, hvor tyverier, vold, voldtægt og mord
hører til dagens orden. Sidste efterår og i det tidlige forår var byen på alles
læber som følge af en række mord begået i byens hastigt voksende kriminelle
miljøer. Men kriminaliteten er ikke den eneste pris for multikulturalismen –
etnisk had og ægte ”racisme” er en anden.
Under Besættelsen udgjorde det neutrale Sverige en sikker havn for flere
tusinde danske jøder, som dermed blev reddet fra undergangen i nazisternes
dødslejre. Sverige var frihedens land. I dag gjalder råbet ”jävla jude” eller
det arabiske ”yahoud” gennem gaderne i Malmø, og Simon Wiesenthal Centeret i
Wien anbefaler jøder at gå i en stor bue udenom Malmø, hvor selv borgmesteren,
Ilmar Reepalu betegnes som et problem, fordi han forbød publikum adgang til en
tenniskamp mod Israel, da dette kunne skabe uro i byen. Ja, selv præsident
Obama har ytret bekymringer om tilstandene i Malmø.
Svenskerne fik for nyligt en anden eksotisk smagsprøve på, hvad der rører
sig i parallelsamfundet, da det viste sig, at seks ud af ti imamer for skjult
kamera svarede, at en hustru ikke har ret til at nægte ægtemanden sex, og at ni
ud af ti imamer mente, at flerkoneri under visse omstændigheder er i orden.
Svarene var naturligvis helt anderledes, da svensk tv officielt efterspurgte
imamernes holdninger.
Denne dobbeltstandard giver mig mindelser om en tilsvarende undersøgelse af
svenske politikere for nogle år siden. Her omtalte anerkendte svenske
politikere for skjult kamera muslimske indvandrere med sprogets værste gloser.
Da de efterfølgende blev konfronteret med optagelserne, nægtede de alt. Løgnen
er blevet en fast bestanddel af det svenske ”eksperiment”.
Mens det officielle Sverige nægter at lytte til svenskernes bekymringer, og
mens svenskerne tier af frygt for sociale repressalier, blomstrer underskoven
af voldelige nazistiske og racistiske bevægelser. Malmøskytten, hvis sag for
øjeblikket oprulles for retten, er et af de ekstreme eksempler. I Sverige
overlader man en stor del kritikken af indvandringen til nynazister. Her findes
ventilen for frustrationerne.
Sveriges multimulturalisme er en kunstig kulisse. Mens det officielle
Sverige med fanatisk iver forsøger at opretholde skinnet af godhed og at
fremstå som et forbillede for resten af verden, gærer og syder det i
undergrunden. Det officielle Sverige er truet fra flere sider: Blandt dele af
de muslimske indvandrere, er islamismen og et middelalderligt livssyn en
realitet, og for et stigende antal svenskere er de ekstremistiske bevægelser
det sidste tilflugtssted.
Sverige indledte det multikulturelle eksperiment for at vise hele verden,
at et lille skandinavisk land kunne være tilflugtssted for alle forfulgte.
Sverige ville være et forbillede. I dag er dele af landet forandret til
ukendelighed. Den højeste pris har været, at løgn og forstillelse er blevet en
integreret del af den svenske mentalitet.
Med venlig hilsen
Pia
Kjærsgaard
